ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 23
NATION NATIONALIST NATIONALISM. Biennalisternes kampråb gjalder
i millioner af microbits. Vil det gjalde over tusinder af hoveder i kunstens
kaptaler. Vi må se tilbage for at se frem. INTROREVERTISMEN. IDEAL -
NATIONAL! It goes like this:
Jeg sidder på et højdedrag klædt i grønt. På nordspidsen af Sjælland i
Rågeleje kukker gøgen mens vinden sukker i brede bøge. Himlen står
blåt som kun himlen kan. Havet ligger strakt ud under mig, stålgråt med
skumtoppe på tværs. Luften bærer varsler om regn, men lige nu hamrer
en middagslad sol sine stråler ind i mit blik, med vedholdende styrke
og stædighed.
Mine fødder hviler på den varme jord, mine lunger fyldes igen og igen af
sommer, mine øjne indånder grønt i grønt, mine øren vibrerer af
bølgeslag mod rullesten. Mit legeme går i et med sig selv og
omgivelserne. Går i et med luftrummet over mig, jorden underneden.
Går i et med træer, blomster, strand, sand, vand og alle skovens dyr.
Jeg går i et med nationen. Med Danmark selv. Jeg fyldes med med en
følelse så stor og altfavnende at min krop er ved at sprænges. Mit
fædreland hamrer gennem mine årer, blodrødt banker det gennem hver
en pore.
Jeg leviterer. Op gennem bladløvet. Op over trætoppene. Lige op i en
himmel fuld af velkomst. Få sekunder svæver jeg højt højt under tusinde
himle, under mig det sødmefyldte omrids af det land jeg er født til.
Netop som alle bugter, øer, tanger, søer, dale, bakketoppe, vandløb og
vige for evigt er fastbrændt på min nethinde, daler jeg ned gennem
luftrummet, renset i sjæl og sind. Lander blidt på et højdedrag klædt i
grønt. Tager et hvil og begynder derefter målrettet at grave to huller i
jorden, aflange og med små ti centimeters mellemrum. Sætter mig på
min stol, sænker fødderne ned i den kølige muld og komtemplerer.
Jeg beder min moder stampe jorden hårdt ned omkring min ankler. At
fæstne mig til jorden selv. Og mens hun, roligt og grundigt presser fod
mod muld, så iagttager jeg hendes silhouet, hendes let grånende hår,
hendes fyldige læber, der kun anes i modlyset. En stor kærlighed fylder
mit hjerte. Og så tænker jeg på familien. Endnu en af de helt centrale
enheder, som min generation har glemt, ja, endda ringeagtet, hånet,
fordrevet, gennet ind i en ghetto af pligtbesøg og traumebelagte møder i
limbo. Nationens oprindelige byggesten, dens grundvold, dens
fundament, er blevet til en parantes, en paria, i den moderne danskers
selvcentrerede, rodløse eksistens. Stammen er faldet og kronen
hænger, døende, i midtluft, uden hverken mål eller med. Familien er
gået fra vid og sans. Fra Hvide Sande til Sankt Hans.
Jeg husker at Helle Hellman engang skrev en klumme om punkerne og
deres idealbar Floss. Det var her der var happy hour på hof og
håbløshed. Her man snerrede ad borgerskabet. Her man døde ung.
Hellman fortalte dengang om det værste der kunne ske, for en af disse
det sortestes diciple, som jeg også tilhørte, lidt ude på kanten af
kernen, det var, ganske enkelt, at ens Mor skulle komme forbi. Jeg
husker hvordan jeg gøs, helt ind til knoglen ved visionen. Kunne se det i
skammeligt hyperreeller farver. Mor. Komme sejlende ind i det
allerhelligske, svøbt i farvestrålende Kenzo-sjal, slacks og pumps og
smil til husbehov. Og højt udbryde “Nå der er du Skatter. Nu glemmer
du ikke Onkel Ove og Tante Toves guldbryllup på søndag, vel!. De var jo
så søde ved dig, da du var lille.” En enkelt situation, i en meget lille
subkultur. Men dette billede af familien, som noget betændt, pinligt og
skamfuldt, den er helt karakteristisk for min generation. Den
familieløse. Hvordan skal en sådan, på nogen som helst måde og
nogensinde, i sig kunne bære stoltheden ved det danske. På ingen
måde. Og sådan blev det da også, da den blev ældre...
Vi blev en generation der kastede sig ud i et orgie af hurtigtklippet,
fokusløs MTV-konsum.
Vi blev stopfodret med angelsaksiske kulturprodukter. Alle de kulturer
og identiteter vi klædte os i, var lånte. Som kejseren købte vi katten i
sækken. Disco. Punk. Techno. Det var kåber vi kunne iklæde os, men
fordi varen var import, så manglede vi det, der var indeni. Den klasse,
det miljø, de omstændigheder og de personligheder, der havde skabt
kulturerne. I processen mistede vi det mest dyrebare vi havde. Vi
mistede vort sprog. Det blev vanskeligere og vanskeligere for os at
udtrykke vore følelser, vore håb, vore drømme, vore længsler, os selv,
uden konstant at flette udenlandske udtryk ind i vor tale. Vi søgte og
søgte, men fandt aldrig de danske ord og vendinger der kunne male de
billeder, vi så pinefuldt længtes efter, for nogen havde stjålet vores
sprog. Erstattet det med et kaudervældsk af vendinger, fra kulturer og
subkulturer, fremmede for vor egen. Således mistede vi ikke kun det
sprog, hvis mangfoldighed vi aldrig havde lært, fordi hippierne, der var
blevet skolelærere, der skulle lære os det, hadede det og så det et
udtryk for hierakisk finkultur, som borgeosiets lingo. De ville tale
ligesom de gjorde ude på skibsværfterne, ude på arbejdspladserne.
Men de kendte heller ikke finesserne i proletariatets sprog. Så de
mistede deres og tillærte aldrig os et. Og så var den årelange
viderelevering af et sprog og dermed et folk, pludselig brudt. Brændt på
forfladigelsens og venstrefløjens misforståede snobben-nedefters bål.
Først hippierne og siden de engelske og amerikanske
kultureksportører havde stjålet vor kultur, vor stemme. Vi stod tilbage.
Forpulede, gennemkneppede, bestjålne og i fuldstændig national
armod. Vi blev Fucked, ville vi selv sige. Så meget for det sprog.
Jeg sidder på et højdedrag klædt i grønt. Langt, langt, langt fra mit
elskede fædreland. Omkring mig et lille selskab af ekspatrierede
landsmænd, der har valgt denne bananrepublikkernes bananrepublik
som hjem. Montezuma, nærmere bestemt, fæstnet på Costa Ricas
stillehavskyst, i al sin tropiskhed. Jacob og Inger, mine værter, har boet i
Amerika og Costa Rica i mange år nu. Inden de trak sig tilbage i deres
palmeklædte eksil fungerede de som jetsettets tjenende ånder. Inger
som housekeeper og Jacob som kok. Det er netop det kulinariske der
står på vor lavmælte samtales hovedmenu, mens aber, hvide i ansigtet,
skriger som besatte fra trætoppene omkring parrets næsten
færdigbyggede bungalow. Det er Jacob, der bærer ved til
konversationens sagte ild: Han savner sin mad i sit eksil. “Hvad er der
sket med de danske nationalretter.”, spørger han retorisk. “Vi har prøvet
at bilde os selv ind, at fremmede køkkener, er langt mere varierede og
interessante. Det er ikke sandt”. Inger og jeg ser på den magre,
solsvedne mand med Hemmingwayskægget, som havde han mistet
sin, ellers fine og veltunede forstand. Men intet kan stoppe Jacobs
talestrøm nu, og det er med uoverstigelig glæde jeg lytter til hans
belevne bevisførelse. Ud af munden på ham står kålretter, frikadeller,
røgede makreller og sild. Pølse- og kageborde, ål i gele, klipfisk,
krebinetter, kalvekoteletter, kartoffelretter og saftgrønne salater.
Rødgrød, friskplukkede jordbær med fløde, smørstegte rødspætter med
persille, stegt flæsk med persillesovs, hakkebøf med bløde løg, forloren
hare, stuvet hvidkål, spidskål og spinat. Nye asparges,
lammefjordsgulerødder og samsøkartofler. Kogt torsk med
sennepssovs, hornfisk og skrubber. Gule ærter, kartoffel- og
tomatsuppe. Mørbrad i flødesovs, oksesteg og brændende kærlighed.
Der er ingen ende på de danske nationalretter og på Jacobs kærlighed
for samme og i et øjebliks pause i dette opremsningens festfyrværkeri
læner jeg mig tilbage og tænker endnu en gang på min tabte
generation.
For også fugls føde, har det internationale hegemoni, stjålet lukt ud af
vor munde. Dette store monument i grøntsager og kød, har de
sønderskudt og dermed, endnu en del af vor nationale arv. Ingen kan
benægte at glæden ved det sted man kommer fra hænger uløseligt
sammen med føden. På nøjagtig samme måde som føden hænger
sammen med det sensuelle. Og hvor er den glæde blevet af. Det skal
jeg fortælle Dem, den er gået ad Pommern til. Eller rettere til spaghetti-
land. For det vi har fået i bytte. Det, som min generation, og den
foregående, tog til sig som var det manna fra himlen, det var en pose
tørre melpinde, som neddyppet i kogende vand, blev til en masse af
ormelignende, blege væsener kaldet spaghetti. Ja, vi tilbragte vor
ungdom med gaflen dybt begravet i det, der, senere i opgraderingens
navn blev omdøbt pasta. Ovenpå en klat hakket oksekød kogt i hakkede
flåede tomater fra dåse. Skal dette være et billede, en metafor, på hvad
der skete med vor kost, så står det vel strålende for sig selv.
Spaghettien fik siden mange venner i nøden, sursøde retter fra Kina,
meximad, og thai-chow. Vore ganer frydedes ved forårsruller, falafel til
en 10’er og shawarma til 15. Så kom sushi-bølgen, hvor vi stoppede
vore mundhuler fulde af rå fisk og ris til exhorbitante priser og for at gøre
miseren total opfandte fusionskøkkenet. Et forsøg på at blande al
denne eksotik i den største af alle gryder, der resulterede i den logiske
konsekvens, et rod.
Dansker, du som stadig har en lille, hengemt og forfulgt rest af dine
smagsløg tilbage. Genvind køkkenet og den nationale kogekunst.
Revolutionen starter ved madgryderne. Slaget skal slås med pande og
kniv i hånd.
Jeg står på et diskotek i indre by en sen nattetime. Foran mig ses en
gnomlignende person uden hår på hovedet, bag to pladespillere og
vender plader, med et ansigtudtryk som var han meget tæt på at opfinde
kuren mod cancer. Ved siden af mig står en mand midt i trediverne og vi
er på nuværende tidspunkt dybt inde i en diskussion om fordelene og
ulemperne ved henholdsvis fransk house, deep house, hard house og
progressive house. Samtalen gennemføres overraskende
uproblematisk, taget den øresønderrivende larm fra de mandshøje
højttalere i betragtning. Vi er vant til meningsudvekslinger i netop dette
miljø. Ligesom vi er vant til at udtrykke vores mening om finesser i
dansemusikken, kvaliteten af nyåbnede ‘lounges’, Helmuth Langs
jeansdesign og klippeteknikken i amerikanske actionfilm. På
forunderlig vis har vi til gengæld aldrig nærmet os emner som etik,
moral, lokal og international politik, miljø, krig og kaos eller fred og
fordragelighed. For i Det Store Nationale Identitetstyveri er heller ikke
vore hjerner gået fri. Et eller andet sted på vejen gik det nemlig af mode
at mene noget om de store linier. At have en mening, et politsk ståsted
sågar, blev forfærdeligt uhipt. Det var et felt i det nationale, som vi
velvilligt overlod til overvægtige mytomaner fra de politiske partier eller
kønsløse vitaminfattige medlemmer af partiernes
ungdomsorganisationer eller de skæggede, bourgognevædede 68-
generationister, der stadig kunne bøvse et par revolutionære strofer op,
efter en 5-rettersmenu på firmaets regning. I vores trang til at
positionere os, i forhold til forældregenerationen, havde vi smidt endnu
en dyrebar gave på skarnsbunken. Vi ville, for alt i verden, ikke sidde
der, som de, på de fedeste af kontorerne, i de tungeste af stillinger, og
forsøge at bilde verden ind vi stadig var solidariske. Så vi tog, en noget
hovedløs konklusion, og smed ståstedet ud med badevandet. Vi glemte
dog, at med tabet af holdningen til det samfund vi beboede og som
satte de rammer vi levede imellem, mistede vi også en følelse af ansvar
for vores biotop. Og så var vi Fuckede igen.
En lille dårlig samvittighed sneg sig dog ind under panseret af
holdningsløs laden stå til. Især, da nogle af os fik børn, begyndte vi at
føle, at det omkringliggende, landet, nationen, var ved at tage røven på
os, at vi havde solgt vores fødselsret. Når vi afleverede de små kære i
børneghetto’en, i tour-de-France-fart sprintede til vores job i
reklamebranchen, dagen lang promoverede produkter uden mening i,
for udmattede at vende hjem til de samme produkter i et inferno af
barneskrål, pampers, sæbeoperaer og reality shows, så fik vi, i korte
klare øjeblikke en fornemmelse af at være lukket inde i et fængsel vi
ikke selv havde bygget. Disse momenter kunne have været kimen til et
oprør og en magtovertagelse, men modviljen mod det politiske lå så
dybt i os at også evnen til kamp var væk. Som en hjernevasket
ungdomskriminel fra Clockwork Orange-land efter omskoling, fik vi en
voldsom kvalme bare ved tanken om at tænke større, tænke udover
familien, subkulturen og trendforbruget. Noget skulle der gøres ved
denne nagende tomhed og så opfandt vi et vidundermiddel, der
passede vores supermarkedshjerter som fod i hose: Den politiske
korrekthed. I panik greb vi fat i et præpakket sæt af rigtige meninger. En
skabelon vi kunne fylde vor meningsløshed i, et sæt politiske og
moralske standarddanse, vi til bevidsløshed kunne træde op i, en
betinget refleks vi kunne støtte os til, når kravet om stilling blev for
present. Endnu en importvare blev implementeret. Ikke vore meningers
mod men modemeninger blev svaret. Vi sejlede videre i nogle andres
sø.
Jeg vågner op ved telefonens ringen. Et mareridt, hvor jeg for evigt
vandrer i fremmede lande i evig landflygtighed bliver velkomment
afbrudt. Det er redaktøren fra en af de større dagblade. Han lyder
morgenfrisk og oplagt, klar til at fylde sin avis med nye impulser. Han
har en opgave til sin trofaste free lance-skribent og er oven i købet rede
til at betale, et dog noget ydmygt beløb, for den trofastes ydelser. Det,
der er tale om er en artikel om en ganske udmærket popsanger, med
adskillige landeplager i bagagen. Og grunden til at troubaduren skal
besynges, er den fantastiske, at han har fået en ‘stor kontrakt med et
udenlandsk pladeselskab og nu har en enestående mulighed for at slå
igennem i det store udland’. 2000 ord, og det i en fart, lyder det
entusiastisk fra redaktøren, inden han lægger røret på. Den trofaste
kommer i tanker om den forrige samtale med redaktøren, kun få uger
forinden. Der havde samtaleemnet også været førnævnte popsanger,
der på sin seneste single havde overrasket med ord af højeste kaliber,
sprogfornyelse sågar. Den trofaste havde foreslået en hyldest i den
forbindelse og var blevet afvist med ordene “Han er vist ved at miste
taget, den gamle, det der interationale gennembrud lader vente på sig”.
Den gamle sang om den store verden blev sunget igen. Igen må den
trofaste spørge sig selv: Hvor fanden står det skrevet, at Salt Lake er
mere interessant end Silkeborgsøerne. At smukke danske piger først
skal besynges når de har betrådt podierne i Paris og Milano. At virtuose
fodsboldekvilibrister først får værdi når de bliver solgt til Manchester
United. Hvilket gen, hos den danske mand, er det der betinger dette
bundløse og grundløse mindreværd.
Det er blevet et ideal at være international. Eller europæer. Ikke et blad,
en debatbog, en politisk tale, en trend- og fremtidsekspert findes, hvor
ikke det samme mantra gentages. Som nokkefår repeterer eksperter i
nu- og fremtid den samme tekst, genindspiller den samme sang, som
vil selve gentagelsen svøbe den i et sandhedens klæde. “Verden bliver
mindre. Grænserne udviskes og ophæves. Informationerne cirkulerer.
Vi rykker nærmere. Via internet, satellit og jetfly bliver vi alle ét folk. Én
stor familie med samme kultur, samme behov. Som en gigantisk,
neosocialistisk, identitetsudviskende bevægelse bliver vi pludselig som
én. Sikke noget forbandet, forbistret vrøvl. Det er mig stadig en gåde,
hvordan de kan sælge den plade. Stikke den løgn. Det har aldrig været
sværere for mennesker fra den 3. verden at komme ind i Europa end
det er i dag. Vores viden om andre kulturer er i stadig tilbagegang. For
bare hundrede år siden fulgte intelligentsaen tæt bevægelserne på de
europæsiske scener. Ideologisk, filosofisk og kulturelt udvikling i
Tyskland, Frankrig og Italien fulgtes tæt. Hvis du i dag beder, selv de
velinformerede, om at nævne 3 store nutidige musikere fra Frankrig, 3
store nudtidige filminstruktører fra Italien, 3 store nutidige forfattere fra
Tyskland, blæser svarene i vinden. Hverken internettet eller tusinde tv-
kanaler har øget vor viden om europæisk kultur af i dag. Det er stadig
den amerikanske populærkulturindustri, der sidder monopolistisk på
nethinden. Så hvis net og såkaldt øgede informationsstrømme skal
være en undskyldning for ikke at fokusere på det nationale, så er
undskyldningen ikke accepteret.
Der er ingen tvivl om at der er fare forbundet med at promovere det
nationale som ideal. I forsøget på at komme overens med vort nationale
mindreværd, har vi formået at sammenkoble nationalismen med en
række meget negative idékomplekser. Nationalisme er blevet et fyord af
højeste karat. Der bliver kastet mursten, indtelefoneret dødstrusler og
lagt for kollektivt had, hvis man lufter tanker, der inkluderer netop dette
begreb. Det er synd for nationalismen og det er synd for os. Det er en
national fejltagelse.
For det er en helt normal fejltagelse at tro at nationalisme er lig
racisme. At man, ved at elske sit land, pr. definition vil hade andre
folkeslag, andre religioner, andre kulturer. Elsker vi ikke os selv, så
elsker vi ingen. Sådan har det altid været. Selvhad avler had til andre.
Kærlighed til det nationale avler kærlighed til verden omkring nationen.
Det er en helt normal fejltagelse at tro at den yderste højrefløjs
tilhængere er nationalister. Højreekstremisterne støtter ikke de
nationale værdier. Deres mangel på forståelse for integration er et
tydeligt bevis på at de ikke hylder en af kongstankerne i det danske:
gæstfriheden. Danmark har budt jøder, huguenotter, tamiler, iranere,
tyrkere og pakistanerne velkommen i årtusinder. Den yderste højrefløj
støtter ikke miljøbeskyttelsen. Endnu en kongstanke i den nationale
tankegang er at værne om den danske natur. Den yderste højrefløj
støtter ikke kulturen og forsager hermed det store danske kunst-ideal.
Det er en helt normal fejlslutning at det nationale er lig det lave, det
platte, det folkelige for den sags skyld. At det nationale skal sættes lig
klaphatte, opspilede danske fodboldfjæs, kolonihaver, dårlig føde og
campinghabitter er en eklatant falliterklæring.
Det kunne være bykulturen og asfaltfeberen der har en del af skylden for
udviskningen af det danske. Jeg kender flere end en, der føler sig utryg
og usikker hvis han forlader København K eller til nød brokvartererne.
Har det bedst hvis synsfeltet er pakket ind i husmure og butiksskilte.
Når luften vibrerer af bilos og cappuchinomaskinernes beroligende
hvæsen.
Kunne man forestille sig en bevægelse tilbage til det danske landskab.
Som da Ho Chi Mihn tømte byerne og jog byboerne ud i naturens favn.
En gigantisk folkevandring ud under solen, ind i skovens dybe, stille ro,
en nation af havbadere og strandløver. Søer fyldt af fluefiskende
naturelskere. Jeg har ladet mig fortælle at landskabsmaleriet er på
tilbage på gallerivæggene. Lad os omdanne vores virkelighed til et
landskabsmaleri i tre dimensioner. Kun en ydmyg tanke, men kunne
det være derude, derude hvor fuglene synger vores fællesskabs sang,
at vi kunne genfinde det nationale. Blot en strøtanke fyldt af vor helt egne
lyse nætter, vore lysende kyster, vores flora og fauna. I et moment af
afsind forestiller jeg mig vi igen kunne lære navnene på blomsterne,
træerne, på fuglene og fiskene. Føle årstidernes skiften på vores hud,
høre forfædrenes fortællinger i vindens susen. Som en ung Karen
Blixen, med fader i hånd, blive ført ind i et univers, der er blevet os
fremmed. I havgus og blomsterduft lade landskabet omkring os nære
landskabet indeni os. Finde dimensionerne, udsynet, horisonten.
Dansker af i dag. Vær ikke til grin. For dine egne penge. I din egen
seng. Under dit eget tag. Tag dig sammen. Rejs dig i din fulde højde.
Hold fanen så højt at fødderne slipper. Flyv så højt at vingerne brænder
op, under en barmhjertig sol.
Jeg sidder på et højdedrag klædt i grønt. På nordspidsen af Sjælland i
Rågeleje kukker gøgen mens vinden sukker i brede bøge. Himlen står
blåt som kun himlen kan. Men det blå er nu ikke ene om at regere.
Tusinder af stolt vajende flag i rødt og hvidt bryder monotonien. Duften
af det danske køkkens bølger mellem træernes stammer. Om kap med
gøgen lyder den smukke danske sang fra tusinder af struber. Vi er
hjemme igen.
