Monday, May 28, 2007

FriisFastDiary Nr. 23


ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 23

NATION NATIONALIST NATIONALISM. Biennalisternes kampråb gjalder
i millioner af microbits. Vil det gjalde over tusinder af hoveder i kunstens
kaptaler. Vi må se tilbage for at se frem. INTROREVERTISMEN. IDEAL -
NATIONAL! It goes like this:

Jeg sidder på et højdedrag klædt i grønt. På nordspidsen af Sjælland i
Rågeleje kukker gøgen mens vinden sukker i brede bøge. Himlen står
blåt som kun himlen kan. Havet ligger strakt ud under mig, stålgråt med
skumtoppe på tværs. Luften bærer varsler om regn, men lige nu hamrer
en middagslad sol sine stråler ind i mit blik, med vedholdende styrke
og stædighed.

Mine fødder hviler på den varme jord, mine lunger fyldes igen og igen af
sommer, mine øjne indånder grønt i grønt, mine øren vibrerer af
bølgeslag mod rullesten. Mit legeme går i et med sig selv og
omgivelserne. Går i et med luftrummet over mig, jorden underneden.
Går i et med træer, blomster, strand, sand, vand og alle skovens dyr.
Jeg går i et med nationen. Med Danmark selv. Jeg fyldes med med en
følelse så stor og altfavnende at min krop er ved at sprænges. Mit
fædreland hamrer gennem mine årer, blodrødt banker det gennem hver
en pore.

Jeg leviterer. Op gennem bladløvet. Op over trætoppene. Lige op i en
himmel fuld af velkomst. Få sekunder svæver jeg højt højt under tusinde
himle, under mig det sødmefyldte omrids af det land jeg er født til.
Netop som alle bugter, øer, tanger, søer, dale, bakketoppe, vandløb og
vige for evigt er fastbrændt på min nethinde, daler jeg ned gennem
luftrummet, renset i sjæl og sind. Lander blidt på et højdedrag klædt i
grønt. Tager et hvil og begynder derefter målrettet at grave to huller i
jorden, aflange og med små ti centimeters mellemrum. Sætter mig på
min stol, sænker fødderne ned i den kølige muld og komtemplerer.

Jeg beder min moder stampe jorden hårdt ned omkring min ankler. At
fæstne mig til jorden selv. Og mens hun, roligt og grundigt presser fod
mod muld, så iagttager jeg hendes silhouet, hendes let grånende hår,
hendes fyldige læber, der kun anes i modlyset. En stor kærlighed fylder
mit hjerte. Og så tænker jeg på familien. Endnu en af de helt centrale
enheder, som min generation har glemt, ja, endda ringeagtet, hånet,
fordrevet, gennet ind i en ghetto af pligtbesøg og traumebelagte møder i
limbo. Nationens oprindelige byggesten, dens grundvold, dens
fundament, er blevet til en parantes, en paria, i den moderne danskers
selvcentrerede, rodløse eksistens. Stammen er faldet og kronen
hænger, døende, i midtluft, uden hverken mål eller med. Familien er
gået fra vid og sans. Fra Hvide Sande til Sankt Hans.

Jeg husker at Helle Hellman engang skrev en klumme om punkerne og
deres idealbar Floss. Det var her der var happy hour på hof og
håbløshed. Her man snerrede ad borgerskabet. Her man døde ung.
Hellman fortalte dengang om det værste der kunne ske, for en af disse
det sortestes diciple, som jeg også tilhørte, lidt ude på kanten af
kernen, det var, ganske enkelt, at ens Mor skulle komme forbi. Jeg
husker hvordan jeg gøs, helt ind til knoglen ved visionen. Kunne se det i
skammeligt hyperreeller farver. Mor. Komme sejlende ind i det
allerhelligske, svøbt i farvestrålende Kenzo-sjal, slacks og pumps og
smil til husbehov. Og højt udbryde “Nå der er du Skatter. Nu glemmer
du ikke Onkel Ove og Tante Toves guldbryllup på søndag, vel!. De var jo
så søde ved dig, da du var lille.” En enkelt situation, i en meget lille
subkultur. Men dette billede af familien, som noget betændt, pinligt og
skamfuldt, den er helt karakteristisk for min generation. Den
familieløse. Hvordan skal en sådan, på nogen som helst måde og
nogensinde, i sig kunne bære stoltheden ved det danske. På ingen
måde. Og sådan blev det da også, da den blev ældre...

Vi blev en generation der kastede sig ud i et orgie af hurtigtklippet,
fokusløs MTV-konsum.
Vi blev stopfodret med angelsaksiske kulturprodukter. Alle de kulturer
og identiteter vi klædte os i, var lånte. Som kejseren købte vi katten i
sækken. Disco. Punk. Techno. Det var kåber vi kunne iklæde os, men
fordi varen var import, så manglede vi det, der var indeni. Den klasse,
det miljø, de omstændigheder og de personligheder, der havde skabt
kulturerne. I processen mistede vi det mest dyrebare vi havde. Vi
mistede vort sprog. Det blev vanskeligere og vanskeligere for os at
udtrykke vore følelser, vore håb, vore drømme, vore længsler, os selv,
uden konstant at flette udenlandske udtryk ind i vor tale. Vi søgte og
søgte, men fandt aldrig de danske ord og vendinger der kunne male de
billeder, vi så pinefuldt længtes efter, for nogen havde stjålet vores
sprog. Erstattet det med et kaudervældsk af vendinger, fra kulturer og
subkulturer, fremmede for vor egen. Således mistede vi ikke kun det
sprog, hvis mangfoldighed vi aldrig havde lært, fordi hippierne, der var
blevet skolelærere, der skulle lære os det, hadede det og så det et
udtryk for hierakisk finkultur, som borgeosiets lingo. De ville tale
ligesom de gjorde ude på skibsværfterne, ude på arbejdspladserne.
Men de kendte heller ikke finesserne i proletariatets sprog. Så de
mistede deres og tillærte aldrig os et. Og så var den årelange
viderelevering af et sprog og dermed et folk, pludselig brudt. Brændt på
forfladigelsens og venstrefløjens misforståede snobben-nedefters bål.
Først hippierne og siden de engelske og amerikanske
kultureksportører havde stjålet vor kultur, vor stemme. Vi stod tilbage.
Forpulede, gennemkneppede, bestjålne og i fuldstændig national
armod. Vi blev Fucked, ville vi selv sige. Så meget for det sprog.

Jeg sidder på et højdedrag klædt i grønt. Langt, langt, langt fra mit
elskede fædreland. Omkring mig et lille selskab af ekspatrierede
landsmænd, der har valgt denne bananrepublikkernes bananrepublik
som hjem. Montezuma, nærmere bestemt, fæstnet på Costa Ricas
stillehavskyst, i al sin tropiskhed. Jacob og Inger, mine værter, har boet i
Amerika og Costa Rica i mange år nu. Inden de trak sig tilbage i deres
palmeklædte eksil fungerede de som jetsettets tjenende ånder. Inger
som housekeeper og Jacob som kok. Det er netop det kulinariske der
står på vor lavmælte samtales hovedmenu, mens aber, hvide i ansigtet,
skriger som besatte fra trætoppene omkring parrets næsten
færdigbyggede bungalow. Det er Jacob, der bærer ved til
konversationens sagte ild: Han savner sin mad i sit eksil. “Hvad er der
sket med de danske nationalretter.”, spørger han retorisk. “Vi har prøvet
at bilde os selv ind, at fremmede køkkener, er langt mere varierede og
interessante. Det er ikke sandt”. Inger og jeg ser på den magre,
solsvedne mand med Hemmingwayskægget, som havde han mistet
sin, ellers fine og veltunede forstand. Men intet kan stoppe Jacobs
talestrøm nu, og det er med uoverstigelig glæde jeg lytter til hans
belevne bevisførelse. Ud af munden på ham står kålretter, frikadeller,
røgede makreller og sild. Pølse- og kageborde, ål i gele, klipfisk,
krebinetter, kalvekoteletter, kartoffelretter og saftgrønne salater.
Rødgrød, friskplukkede jordbær med fløde, smørstegte rødspætter med
persille, stegt flæsk med persillesovs, hakkebøf med bløde løg, forloren
hare, stuvet hvidkål, spidskål og spinat. Nye asparges,
lammefjordsgulerødder og samsøkartofler. Kogt torsk med
sennepssovs, hornfisk og skrubber. Gule ærter, kartoffel- og
tomatsuppe. Mørbrad i flødesovs, oksesteg og brændende kærlighed.
Der er ingen ende på de danske nationalretter og på Jacobs kærlighed
for samme og i et øjebliks pause i dette opremsningens festfyrværkeri
læner jeg mig tilbage og tænker endnu en gang på min tabte
generation.

For også fugls føde, har det internationale hegemoni, stjålet lukt ud af
vor munde. Dette store monument i grøntsager og kød, har de
sønderskudt og dermed, endnu en del af vor nationale arv. Ingen kan
benægte at glæden ved det sted man kommer fra hænger uløseligt
sammen med føden. På nøjagtig samme måde som føden hænger
sammen med det sensuelle. Og hvor er den glæde blevet af. Det skal
jeg fortælle Dem, den er gået ad Pommern til. Eller rettere til spaghetti-
land. For det vi har fået i bytte. Det, som min generation, og den
foregående, tog til sig som var det manna fra himlen, det var en pose
tørre melpinde, som neddyppet i kogende vand, blev til en masse af
ormelignende, blege væsener kaldet spaghetti. Ja, vi tilbragte vor
ungdom med gaflen dybt begravet i det, der, senere i opgraderingens
navn blev omdøbt pasta. Ovenpå en klat hakket oksekød kogt i hakkede
flåede tomater fra dåse. Skal dette være et billede, en metafor, på hvad
der skete med vor kost, så står det vel strålende for sig selv.
Spaghettien fik siden mange venner i nøden, sursøde retter fra Kina,
meximad, og thai-chow. Vore ganer frydedes ved forårsruller, falafel til
en 10’er og shawarma til 15. Så kom sushi-bølgen, hvor vi stoppede
vore mundhuler fulde af rå fisk og ris til exhorbitante priser og for at gøre
miseren total opfandte fusionskøkkenet. Et forsøg på at blande al
denne eksotik i den største af alle gryder, der resulterede i den logiske
konsekvens, et rod.

Dansker, du som stadig har en lille, hengemt og forfulgt rest af dine
smagsløg tilbage. Genvind køkkenet og den nationale kogekunst.
Revolutionen starter ved madgryderne. Slaget skal slås med pande og
kniv i hånd.

Jeg står på et diskotek i indre by en sen nattetime. Foran mig ses en
gnomlignende person uden hår på hovedet, bag to pladespillere og
vender plader, med et ansigtudtryk som var han meget tæt på at opfinde
kuren mod cancer. Ved siden af mig står en mand midt i trediverne og vi
er på nuværende tidspunkt dybt inde i en diskussion om fordelene og
ulemperne ved henholdsvis fransk house, deep house, hard house og
progressive house. Samtalen gennemføres overraskende
uproblematisk, taget den øresønderrivende larm fra de mandshøje
højttalere i betragtning. Vi er vant til meningsudvekslinger i netop dette
miljø. Ligesom vi er vant til at udtrykke vores mening om finesser i
dansemusikken, kvaliteten af nyåbnede ‘lounges’, Helmuth Langs
jeansdesign og klippeteknikken i amerikanske actionfilm. På
forunderlig vis har vi til gengæld aldrig nærmet os emner som etik,
moral, lokal og international politik, miljø, krig og kaos eller fred og
fordragelighed. For i Det Store Nationale Identitetstyveri er heller ikke
vore hjerner gået fri. Et eller andet sted på vejen gik det nemlig af mode
at mene noget om de store linier. At have en mening, et politsk ståsted
sågar, blev forfærdeligt uhipt. Det var et felt i det nationale, som vi
velvilligt overlod til overvægtige mytomaner fra de politiske partier eller
kønsløse vitaminfattige medlemmer af partiernes
ungdomsorganisationer eller de skæggede, bourgognevædede 68-
generationister, der stadig kunne bøvse et par revolutionære strofer op,
efter en 5-rettersmenu på firmaets regning. I vores trang til at
positionere os, i forhold til forældregenerationen, havde vi smidt endnu
en dyrebar gave på skarnsbunken. Vi ville, for alt i verden, ikke sidde
der, som de, på de fedeste af kontorerne, i de tungeste af stillinger, og
forsøge at bilde verden ind vi stadig var solidariske. Så vi tog, en noget
hovedløs konklusion, og smed ståstedet ud med badevandet. Vi glemte
dog, at med tabet af holdningen til det samfund vi beboede og som
satte de rammer vi levede imellem, mistede vi også en følelse af ansvar
for vores biotop. Og så var vi Fuckede igen.

En lille dårlig samvittighed sneg sig dog ind under panseret af
holdningsløs laden stå til. Især, da nogle af os fik børn, begyndte vi at
føle, at det omkringliggende, landet, nationen, var ved at tage røven på
os, at vi havde solgt vores fødselsret. Når vi afleverede de små kære i
børneghetto’en, i tour-de-France-fart sprintede til vores job i
reklamebranchen, dagen lang promoverede produkter uden mening i,
for udmattede at vende hjem til de samme produkter i et inferno af
barneskrål, pampers, sæbeoperaer og reality shows, så fik vi, i korte
klare øjeblikke en fornemmelse af at være lukket inde i et fængsel vi
ikke selv havde bygget. Disse momenter kunne have været kimen til et
oprør og en magtovertagelse, men modviljen mod det politiske lå så
dybt i os at også evnen til kamp var væk. Som en hjernevasket
ungdomskriminel fra Clockwork Orange-land efter omskoling, fik vi en
voldsom kvalme bare ved tanken om at tænke større, tænke udover
familien, subkulturen og trendforbruget. Noget skulle der gøres ved
denne nagende tomhed og så opfandt vi et vidundermiddel, der
passede vores supermarkedshjerter som fod i hose: Den politiske
korrekthed. I panik greb vi fat i et præpakket sæt af rigtige meninger. En
skabelon vi kunne fylde vor meningsløshed i, et sæt politiske og
moralske standarddanse, vi til bevidsløshed kunne træde op i, en
betinget refleks vi kunne støtte os til, når kravet om stilling blev for
present. Endnu en importvare blev implementeret. Ikke vore meningers
mod men modemeninger blev svaret. Vi sejlede videre i nogle andres
sø.

Jeg vågner op ved telefonens ringen. Et mareridt, hvor jeg for evigt
vandrer i fremmede lande i evig landflygtighed bliver velkomment
afbrudt. Det er redaktøren fra en af de større dagblade. Han lyder
morgenfrisk og oplagt, klar til at fylde sin avis med nye impulser. Han
har en opgave til sin trofaste free lance-skribent og er oven i købet rede
til at betale, et dog noget ydmygt beløb, for den trofastes ydelser. Det,
der er tale om er en artikel om en ganske udmærket popsanger, med
adskillige landeplager i bagagen. Og grunden til at troubaduren skal
besynges, er den fantastiske, at han har fået en ‘stor kontrakt med et
udenlandsk pladeselskab og nu har en enestående mulighed for at slå
igennem i det store udland’. 2000 ord, og det i en fart, lyder det
entusiastisk fra redaktøren, inden han lægger røret på. Den trofaste
kommer i tanker om den forrige samtale med redaktøren, kun få uger
forinden. Der havde samtaleemnet også været førnævnte popsanger,
der på sin seneste single havde overrasket med ord af højeste kaliber,
sprogfornyelse sågar. Den trofaste havde foreslået en hyldest i den
forbindelse og var blevet afvist med ordene “Han er vist ved at miste
taget, den gamle, det der interationale gennembrud lader vente på sig”.
Den gamle sang om den store verden blev sunget igen. Igen må den
trofaste spørge sig selv: Hvor fanden står det skrevet, at Salt Lake er
mere interessant end Silkeborgsøerne. At smukke danske piger først
skal besynges når de har betrådt podierne i Paris og Milano. At virtuose
fodsboldekvilibrister først får værdi når de bliver solgt til Manchester
United. Hvilket gen, hos den danske mand, er det der betinger dette
bundløse og grundløse mindreværd.

Det er blevet et ideal at være international. Eller europæer. Ikke et blad,
en debatbog, en politisk tale, en trend- og fremtidsekspert findes, hvor
ikke det samme mantra gentages. Som nokkefår repeterer eksperter i
nu- og fremtid den samme tekst, genindspiller den samme sang, som
vil selve gentagelsen svøbe den i et sandhedens klæde. “Verden bliver
mindre. Grænserne udviskes og ophæves. Informationerne cirkulerer.
Vi rykker nærmere. Via internet, satellit og jetfly bliver vi alle ét folk. Én
stor familie med samme kultur, samme behov. Som en gigantisk,
neosocialistisk, identitetsudviskende bevægelse bliver vi pludselig som
én. Sikke noget forbandet, forbistret vrøvl. Det er mig stadig en gåde,
hvordan de kan sælge den plade. Stikke den løgn. Det har aldrig været
sværere for mennesker fra den 3. verden at komme ind i Europa end
det er i dag. Vores viden om andre kulturer er i stadig tilbagegang. For
bare hundrede år siden fulgte intelligentsaen tæt bevægelserne på de
europæsiske scener. Ideologisk, filosofisk og kulturelt udvikling i
Tyskland, Frankrig og Italien fulgtes tæt. Hvis du i dag beder, selv de
velinformerede, om at nævne 3 store nutidige musikere fra Frankrig, 3
store nudtidige filminstruktører fra Italien, 3 store nutidige forfattere fra
Tyskland, blæser svarene i vinden. Hverken internettet eller tusinde tv-
kanaler har øget vor viden om europæisk kultur af i dag. Det er stadig
den amerikanske populærkulturindustri, der sidder monopolistisk på
nethinden. Så hvis net og såkaldt øgede informationsstrømme skal
være en undskyldning for ikke at fokusere på det nationale, så er
undskyldningen ikke accepteret.

Der er ingen tvivl om at der er fare forbundet med at promovere det
nationale som ideal. I forsøget på at komme overens med vort nationale
mindreværd, har vi formået at sammenkoble nationalismen med en
række meget negative idékomplekser. Nationalisme er blevet et fyord af
højeste karat. Der bliver kastet mursten, indtelefoneret dødstrusler og
lagt for kollektivt had, hvis man lufter tanker, der inkluderer netop dette
begreb. Det er synd for nationalismen og det er synd for os. Det er en
national fejltagelse.

For det er en helt normal fejltagelse at tro at nationalisme er lig
racisme. At man, ved at elske sit land, pr. definition vil hade andre
folkeslag, andre religioner, andre kulturer. Elsker vi ikke os selv, så
elsker vi ingen. Sådan har det altid været. Selvhad avler had til andre.
Kærlighed til det nationale avler kærlighed til verden omkring nationen.

Det er en helt normal fejltagelse at tro at den yderste højrefløjs
tilhængere er nationalister. Højreekstremisterne støtter ikke de
nationale værdier. Deres mangel på forståelse for integration er et
tydeligt bevis på at de ikke hylder en af kongstankerne i det danske:
gæstfriheden. Danmark har budt jøder, huguenotter, tamiler, iranere,
tyrkere og pakistanerne velkommen i årtusinder. Den yderste højrefløj
støtter ikke miljøbeskyttelsen. Endnu en kongstanke i den nationale
tankegang er at værne om den danske natur. Den yderste højrefløj
støtter ikke kulturen og forsager hermed det store danske kunst-ideal.

Det er en helt normal fejlslutning at det nationale er lig det lave, det
platte, det folkelige for den sags skyld. At det nationale skal sættes lig
klaphatte, opspilede danske fodboldfjæs, kolonihaver, dårlig føde og
campinghabitter er en eklatant falliterklæring.

Det kunne være bykulturen og asfaltfeberen der har en del af skylden for
udviskningen af det danske. Jeg kender flere end en, der føler sig utryg
og usikker hvis han forlader København K eller til nød brokvartererne.
Har det bedst hvis synsfeltet er pakket ind i husmure og butiksskilte.
Når luften vibrerer af bilos og cappuchinomaskinernes beroligende
hvæsen.

Kunne man forestille sig en bevægelse tilbage til det danske landskab.
Som da Ho Chi Mihn tømte byerne og jog byboerne ud i naturens favn.
En gigantisk folkevandring ud under solen, ind i skovens dybe, stille ro,
en nation af havbadere og strandløver. Søer fyldt af fluefiskende
naturelskere. Jeg har ladet mig fortælle at landskabsmaleriet er på
tilbage på gallerivæggene. Lad os omdanne vores virkelighed til et
landskabsmaleri i tre dimensioner. Kun en ydmyg tanke, men kunne
det være derude, derude hvor fuglene synger vores fællesskabs sang,
at vi kunne genfinde det nationale. Blot en strøtanke fyldt af vor helt egne
lyse nætter, vore lysende kyster, vores flora og fauna. I et moment af
afsind forestiller jeg mig vi igen kunne lære navnene på blomsterne,
træerne, på fuglene og fiskene. Føle årstidernes skiften på vores hud,
høre forfædrenes fortællinger i vindens susen. Som en ung Karen
Blixen, med fader i hånd, blive ført ind i et univers, der er blevet os
fremmed. I havgus og blomsterduft lade landskabet omkring os nære
landskabet indeni os. Finde dimensionerne, udsynet, horisonten.

Dansker af i dag. Vær ikke til grin. For dine egne penge. I din egen
seng. Under dit eget tag. Tag dig sammen. Rejs dig i din fulde højde.
Hold fanen så højt at fødderne slipper. Flyv så højt at vingerne brænder
op, under en barmhjertig sol.

Jeg sidder på et højdedrag klædt i grønt. På nordspidsen af Sjælland i
Rågeleje kukker gøgen mens vinden sukker i brede bøge. Himlen står
blåt som kun himlen kan. Men det blå er nu ikke ene om at regere.
Tusinder af stolt vajende flag i rødt og hvidt bryder monotonien. Duften
af det danske køkkens bølger mellem træernes stammer. Om kap med
gøgen lyder den smukke danske sang fra tusinder af struber. Vi er
hjemme igen.

Saturday, September 23, 2006

FriisFastDiary Nr. 22

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 22

I ethvert paradis er der en slange. I vores paradis kom den fra en
uventet kant. Midt i vores velvære. Midt i vores sammenhold. Mit i vores
storslåede symbiose, angreb den med krybdyrets foragtelige fart.
Vi havde været ude og spille fodbold med vor nyindkøbte bold. Det en
dejlig bold. Den var gul og skinnede som solen.
Senere skulle vi til fest. Eller rettere festival. Stedet var Jødebjerget, det
bjerg der forhindrer Barcelona i at flyde sydpå, mod endnu varmere
himmelstrøg.
Jeg mødte en pige, og så var den poesi brækket. Jeg glemte alt om
Colonel, jeg glemte alt om de nøgler kun jeg havde i lommen. Jeg
glemte alt om kammeratskab og en for alle. Jeg væltede mig i
katalansk kvindekød, mens min allerbedste ven gik ensom hjem, mod
låste døre, ensomhed og alt det der gør ondt.
Da kammerat Colonel nedslået nåede vores hotel satte han sig træt på
trappen. Lagde hovedet i hænderne. Og slumrede lidt i sin weltsmertz.
Der kan have været gået sekunder. Minutter. Måske timer. Men da han
vågnede var der stadig ingen Morten.
I et hjørne legede et barn roligt og tilfredst. Mellem hendes adrætte
hænder skinnede et nyt legetøj. En bold der var gul.


www.emergencyrooms.org

FriisFastDiary Nr. 22

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 22

I ethvert paradis er der en slange. I vores paradis kom den fra en
uventet kant. Midt i vores velvære. Midt i vores sammenhold. Mit i vores
storslåede symbiose, angreb den med krybdyrets foragtelige fart.
Vi havde været ude og spille fodbold med vor nyindkøbte bold. Det en
dejlig bold. Den var gul og skinnede som solen.
Senere skulle vi til fest. Eller rettere festival. Stedet var Jødebjerget, det
bjerg der forhindrer Barcelona i at flyde sydpå, mod endnu varmere
himmelstrøg.
Jeg mødte en pige, og så var den poesi brækket. Jeg glemte alt om
Colonel, jeg glemte alt om de nøgler kun jeg havde i lommen. Jeg
glemte alt om kammeratskab og en for alle. Jeg væltede mig i
katalansk kvindekød, mens min allerbedste ven gik ensom hjem, mod
låste døre, ensomhed og alt det der gør ondt.
Da kammerat Colonel nedslået nåede vores hotel satte han sig træt på
trappen. Lagde hovedet i hænderne. Og slumrede lidt i sin weltsmertz.
Der kan have været gået sekunder. Minutter. Måske timer. Men da han
vågnede var der stadig ingen Morten.
I et hjørne legede et barn roligt og tilfredst. Mellem hendes adrætte
hænder skinnede et nyt legetøj. En bold der var gul.

Thursday, May 18, 2006

FriisFastDiary Nr. 21



ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 21

Vi boede ovenpå en benzinstation. På et hotel hvor stjerner blev
betragtet som unødig luxus. Det lå i et af den slags kvarterer der er en
blanding af småindustri og boligblokke, en lad stemning ladet af bilos
og daglig trummerum. Der var dog ingen trummerum for Colonel og
Friis. De indtog Barcelona med fanen højt løftet over luftige hoveder. Der
var gang i os, som der ikke har været gang i særlig mange andre, der
var virkelig gang i os. Vi var en permanent happening. Vort liv tog form
som et kunstværk. Så snart vi iført hawai-skjorter og trekking-shorts
steg ud af vor ydmyge bolig, krydsede benzinstationens olieplettede
asfalt, så eksploderede farverne omkring os og et eventyr begyndte. Vi
kunne finde på at spadsere op og ned af Barcelonas hovedstrøg
Ramblaen i timevis på jagt efter en enkelt idé, en enkelt tanke. Vi kunne
ligge på byens strandpark Barcelonetaen og mens jeg tog en skraber,
kravlede Thierry rundt på alle fire og fotograferede børn, der lavede
sandslotte, og disse kvinder, der som kloder sad i sandet, med deres
benmagre små mænd og børn omkring sig som biplaneter i et
storslået spansk familiedrama i så mange akter, selv ikke vi, i vores
mest eksalterede øjeblikke, kunne tælle.
Der lå en sol over sceneriet, der løftede os op i hovedhøjde efter en
strabadserende tommelfingertur fra København. Blød i hele kroppen
blev vi, til tider flød vi, som vandmænd, gennem byens gader og parker,
henover pladser, forbi fontæner, op og ned ad opgange, op og ned ad
byens bjerge, vi flød, til tider helt ud, og holdt op med at eksistere i
momenter, det var en rar og tryg fornemmelse, lige der, midt i
Barcelonas trykkoger.

Sunday, May 14, 2006

Nr .20



ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE.
FriisFastDiary Nr. 20
Det var et helt specielt venskab. Det var to drenge der legede og levede
deres ideer ud. Vi havde en mobilitet og en livsglæde, der var som den
skulle være. Jeg husker en situation hvor vi spiller skuespil på en plads
i Amsterdam, og pludselig slår det mig hvor fuldstændigt absurd det er
at se os to ligge på brostenene med indiske hatte og pyjamas og
insistere på vores extroverti. Det var tider. Solen skinnede mere
dengang. Vi startede og vi sluttede på samme tid, nye tanker stod i kø i
hjernebarken, det var en fornøjelse. Ikke uden venskabelige kriser, men
selv dem fik vi viklet os ud af på kammeratlig vis. Vi boede en overgang i
en lille hollandsk provinsby der hed Tilburg. I nærheden var der en sø
hvor vi badede, men det lille hus vi boede i havde en lidt fængselsagtig
stemning der gik Thierry på. Han må have følt stor glæde da vi skulle
forlade Tilburg, men inden da vil jeg lige fortælle om gaderne i denne
her by. De er af en violet art betonflise og alle husene er meget små og
der er ikke gardiner i stuerne, så det er som, da jeg i min barndom gik i
akvariebutik på Vesterbro, man kan se ind i hver og en stue, der er
yderst velholdt og pyntelig, men der er ikke nogen inde i dem, de er
allesammen ude i køkkenet eller gården, for hvem gider blive
overbegloet på privaten. Men hænger du et gardin op så tror naboerne
du har noget at skjule, så det er kun en gang imellem at man ser,
eksempelvis en mand i en nussset ærmeløs, med en god ølvom, der
sidder med en Heiniken på armlænet og ser fodbold og skider højt og
flot på om folk kan kigge ind.
Vi forlod Tilburg og jeg forlod en elsker. Sådan er livet og sådan er
kunsten. Efterår. Vinter. Forår. Sommer.
Sunny Side Up!

Sunday, May 07, 2006

NR 19 SOMMER SØNDAG/ NATIONEN HOLDER FRI

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE.
FriisFastDiary Nr. 19
SOMMER SØNDAG/ NATIONEN HOLDER FRI
Der er sol i mit vindue, der er cv jørgensen på mit stereoanlæg, der er
tusinder af kunstnere, lige nu, i dette øjeblik, der nyder deres danske
søndag, på bedste vis, nemlig ved ikke at tænke nogetsomhelst. For det
er meget tæt på kunstens tanke ikke at tænke, men at agere. I dag er
der ingen aktion i Nikolaj Kirke, skriver vor store leder, stalinisten,
leninisten, marxisten, anarkisten og humanisten Geoffroy, på en sms
der tikker ind sådan cirka kl. 12:36.
DER ER INTET NYT UNDER SOLEN/ FOR FATTIG OG FOR RIG/
INGENTING AT SKRIVE HJEM OM... synger cv og det er jo netop det der
er tilfældet på sådan en solrig søndag, hvor pigerne tager tøjet af, uden
mine øjnes hjælp.
Der er sol i mit vindue, der er george michael på mit stereoanlæg.
Hvor glæder kunsten mest. Hvem glæder kunsten mest. Jeg har hørt
om en del mennesker der lever under sultegrænsen, og for dem er
kunsten ikke nødvendigvis nødvendig, er den nødvendig i Danmark,
skulle vi ikke bare samle hele bundtet og så brænde dem på et bål på
Rådhuspladsen, disse kunstnere, men så kommer jeg i tanker om et
besøg hos William Skotte Olsen på Christiania for nogle år siden. Det
var i selskab med Michael Jeppesen og vi købte et værk, tæt på hvor
WSO arbejdede og det var en fryd at se ham kreere, joint i flaben, let
foroverbøjet, midt i et slags værested, stod han og fyldte lærred efter
lærred med sit sind, det var meget ofte de samme billedelementer der
indgik, men ikke altid, kunne man se på den fantastiske udstilling af
mange års værker skotte havde på væggene. Vi taler her Pusherstreet,
lige midt i hashsupermarkedet arbejdede skotte utrætteligt, i perioder
med en enorm produktivitet, mens vi andre gik rundt og så på joints og
den slags, og Colonel og mig havde fået indført man kunne købe for
kun 20 kr. og selvom det, havde vi altid en klump vi skyllede ud i toilettet
lørdag aften, for ikke at falde i søndagsrygeren, det var på en måde
sjove tider for vor store Leder og undertegnede, hovederne boblede
over af ideer og vi var konstant på farten.
Vi havde blandt andet en kunstform der hed ‚On entre partout‚ hvor vi på
et givet tidspunkt besluttede at fra nu af skulle vi gå ind alle steder fra
det sted vi nu stod. Så ringede på dørtelefoner og inviterede os selv
indenfor hos mennesker på vores vej. Vi gjorde det i hele Europa og
mødte meget venlighed og megen inspiration. Vi tog også på stop.
Som oftest blev vi taget op af smukke kvinder og eventuelt deres døtre,
når vi stod der i shorts og bar overkrop med et skilt med et bynavn på. Vi
var altid overstadigt lykkelige når vi blev taget op, og vi talte på mange
sprog med mange gode billister, ja vi tog sågar en gang imellem en lur
og blev blot transporteret uden regning ned gennem et Europa, et
Europa, vi var forelskede i fordi det modtog os så formiddabelt.
Ave Maria!
Allah is Great

Saturday, May 06, 2006

Nr. 18


ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 18
Special: Colonel!
Vor store leder har endnu en gang overgået sig selv. En række
videomontager, med udgangspunkt i DR1‚s nyhedsprogrammer kan
netop nu ses både i dag-til-dag og i retard-afdelingen af Emergency
Room og det er krasse, hårrejsende og knivskarpe kommentarer til
dagens nyhedsdækning og de absurditeter vi præsenteres for, af en
tv-kanal der har taget de omvendte briller på, og aldrig, som i min glade
ungdom, rigtig formår at stå som en folkelig, ja måske enda
socialdemokratisk kanal, den er gået ned og netop nyhedsformidlingen
har lidt meget store tab, er regresseret til propaganda. Det ses i
Colonels værk med klokkeklar og øresønderrivende klarhed og det er et
essentielt og banebrydende værk Stormester Geoffroy er i gang med at
udføre, live and in action!
God eftermiddag Danmark
Vive le soleil

Tuesday, May 02, 2006

FriisFastDiary Nr. 15 og 17

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE.
FriisFastDiary Nr. 15 og 17
Af Morten Friis
Klaus Riskjær Pedersen var manden, der om nogen blev symbol på
firserboblen, den boble der sprang lang tid inden it-boblen og endnu
længere tid inden den kommende faste ejendomsboble, det var en
boble der eksploderede lige op i hovedet dele af toppen af min
generation og efterlod yuppie-lig liggende blødende i lasten på
pengetransporter, ejet af de banker, der kørte dem bort, mod
selskabstømmerfængsler og almen vanære. Klaus Riskjær var ikke lig
de andre lig, han rejste sig fra graven, trods milliardsvindel i Frankrig og
million-ditto i det danske, formåede han, modsat mange af sine
artsfæller, at rejse sig igen og boble videre, først med Cybercity,
Danmarks nu andenstørste internetudbyder, og siden med Copy Gene,
en dejlig boblende virksomhedsidé, der i al sin enkelhed går ud på at
udtage og lagre stamceller, således at, hvis lægevidenskaben får
hovedet ud af røven, en dag, kan bruges til sygdomsbekæmpelse af
hidtil uset effektivitet. Der er ingen der ved om Copy Gene bliver det nye
Skype, eller endnu en boble der brister, men der er en mand i det her
land der altid tror på sagen, og det er Riskjær. Peter Lind er en stor
kunstner, måske Peter, du skulle gemme et par gener, så vi kan glæde
os over en lind strøm af Lind langt ind i det nye årtusinde.
Alternativt kunne Emergency Room-kunstnerne involvere sig i det
politiske arbejde på Borgen, ved at indskrive sig i Riskjærs nyeste
projekt: Opstillingspartiet.
Træt af pis. Tag på Nikolaj!
God formiddag

Sunday, April 30, 2006

NR 16

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 16
‰Kunsten i sig selv er hverken god eller ond‰ skrev Grethe F. Rostbøll i
kataloget til udstillingen DET ONDE/ INFERNO som jeg har et signeret
eksemplar af, hvor jeg pludselig falder over Jes Brinchs signatur, der
var jo mange dengang der var gang i. Claus Carstensen, Peter Bonde,
der malede med tungen og udstillede i skumle underjordiske help
yourself-gallerier. Sådan var kunsten da jeg var ung. Der var projektet in
and out the flat No 1 ˆ 5 stykker, der var film hvor de nyvilde løb op ad
trapperne i saneringsmodne bygninger, der var en film der hed grød,
hvor lemmerz havde en pik på hovedet som han kneppede en
sweedish teenage-doll med medens noget køkkenrealistisk
grødproduktion foregik i det proletariske hjem hvor scenen var sat.
Brinch selv brændte børnehaver i city og kastede om sig med knuste
busser på Kongens Nytorv. Der var bål i lortet, der var interaktion i en
herlig grad. Lad Emergency Room overhale de nyvilde i vildskab, så
skal jeg nok komme på besøg...

Monday, April 24, 2006

FriisFastDiary Nr. 14

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 14

Det går dårligt i dag. Der er ingen penge til Marlboro 100 og kaffe. I
stedet læser jeg om Signac. En kunstner der levede fra 1863 ˆ 1935 i
Frankrig. Han var båd-mand, ligesom min lillesøster, der i dag skal ud
på sin første kanotur i kanoklubben.
Er det en politisk begivenhed, nej, den er familial. Så tilbage til Signac:
Anne Distel skriver under overskriften Portrait of Paul Sicnac:
Yachtsman, Writer, Indépendant, and Revolutionary bla. Følgende i en
katalogtekst: ‰Signac ... demonstrated his solidarity with the struggling
proletariat, while also asserting his identity as an Impressionist‰. Ja,
kære Emergency Room-kunstnere, læs om Signac, og se om i kan slå
ham på stregen, om i virkeligt kan indarbejde det politiske i Jeres
egentlige kunstproduction, hvad med et forsidedesign til avisen
Arbejderen, udgivet utrætteligt af DKP/ML Marxister Leninisterª i
Danmark. Jeg kan formidle kontakten, så kan I jo hænge avisen om i
EM den dag den udkommer. JA, DET ER SVÆRT AT VÆRE
KUNSTNER. Alle de penge der kommer ind må dog lune.
JEG ER TRÆT AF AT VÆRE KUNSTELSKER I DAG.
GAB OG GODDAG.

Saturday, April 22, 2006

FRIISFASTDIARY NR. 13

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FRIISFASTDIARY NR. 13
MARLBORO, KAFFE OG GLÆDE. Jeg er i dag fyldt til randen med
glæde, ikke nok med at solen skinner på mit elskede København, den
skinner også fra min computerskærm, iMac hedder produktet, hvor jeg
har fået en kommentar til friisfastdiary Nr. 12, en person ved navn LR
skriver følgende:
‰Tak for biddet, Friis.
Det er min oplevelse at inklusion er et modeord indenfor
pædagogikken. Det kunne det også blive for kunsten. Inklusion står for
viljen til at kunne favne alle trods forskelligheder og forstå og respektere
individuelle behov. Ingen er udelukket fra fællesskabet. Emergency
Room skaber ikke projekter a la relationel æstetetik. Emergency Room
er kommunikation, der kræver lydhørhed, som en debat om debatten.
Vor Store Leder er helt sikkert anti-racist. Måske ønsker han at
stimulere øvrige Emergency kunstnere til at tænke det samme. Måske
ønsker han bare debat og vudering af evnen til inklusion.‰
Den seneste tid har mit ærinde, som Emergency Room-skribent jo
netop været at inkludere flere kunstnere, og nedtone
gruppeudstillingsbilledet af udstillingen, ved, ved hjælp af et flydende,
frejdigt, forrrygende og formøjeligt kunstnerjagt, at lave et FLOW af
kunstnere der konstant bliver inkluderet i en politiseret kunstpraksis,
som vi jo, i disse tider, har diger brug for. Fuck You At Lovers skrev jeg
på et tidspunkt, et citat lånt af Christian von Hornsleth, for det vi har brug
for er ikke kunstelskere, men KUNSTKOMBATTANTER, det jeg kan
savne er en ultrapersonlig tilgang, til den glæde eller vrede som det
politiske landskab provokerer i sofaen, foran det som nogle har valgt af
kalde nyheder, men som i dag er det reneste, skæreste propaganda,
KÆRE KUNSTNERE, JEG VIL SE JER FLÅ HJERTET UD AF JERES
BRYST, OG HÆNGE DET BLØDENDE OP PÅ UDSTILLINGSVÆGGEN
på aksen København, Berling, New York
KONTROLTAB ER BEDRE END TILLID
Guten Nachmittag
Sieg EM

FriisFastDiary Nr. 12

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 12

Af Morten Friis

Jeg elsker kunsten. Sidder netop nu og læner mig op ad et Claus
Carstensen-værk fra firserne.
Vor store Leder skriver til mig at han er besat af at afsløre mediernes
racistiske tendenser. Jeg har altid være pissetræt af anti-racister. De
har en hellig ild stående ud af røven og bruger blot deres anti-racisme
til at markedsføre dem selv som politisk korrekte che guevara-kloner,
hele denne trang til at afsløre det ene og det andet er i det hele taget en
sygdom som vi har fået ind med guldske af alt fra Danmarks Radios
opbyggende dokumentarprogrammer i halvfjerdserne, henover Ekstra
Bladet og så lige op i røven på Emergency Room. Kunne vi ikke i stedet
afsløre vore egne evner som kunstnere, ved at se på os selv og den
verden der lever inden i os selv når det politiske banker på.
INSHALLAH
Salaam Nikolaj

Wednesday, April 19, 2006

Emergency Room Diary ca. 11

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE

En god kunstner er ike nødvendigvis et godt menneske‰ sagde min
mentor og gode ven Poul Borum engang til mig. Men hvad er det
kunsten gør ved det menneske der udøver den. Bliver han stjerne der
funkler eller en rotte i en kloak. Det kommer jo meget an på
omgivelserne. Jeg kender en kunstner hvis verden er et paradis på jord,
men jeg kender også en, for hvem de finkulturelle døre er lukket hård og
fast i. Han hedder Christian von Hornsleth og jeg har faktisk foreslået
vores store Leder at invitere ham med til Emergency Rooms festlige,
foretagsomme flytbare fest. Det er ikke sket endnu, men jeg har talt
med vores Store Leder om eventuelt at tage en runde til og se om ikke
vi kan finde flere politiske fronfigurer til Nikolaj, Berlin, New York-aksen.
Måske kunne Hornsleth, min og en række andre kulturpersonligheders
organisation The Futlistic Society hjælpe revolutionen lidt på vej.
Så kære Emergency Room-kunstnere. Støt om om vor store Leder og
inspirér ham til at gøre EM til en folkebevægelse!
Allah Achbar
Inshallah

Tuesday, April 18, 2006

Friis Fast Diary Nr. 10


ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Friis Fast Diary Nr. 10
Jeg tænker på jeff koons. Han er funky. Jeff og en gris. Jeff og konen
siger nej til unionen, kunne man næsten fristes til at sige. Jeg ved ikke
om han er respektereret i kunsthistorikerkredse, men jeg holder
usædvanligt meget af ham. Hang en gang ud med ham en times tid,
han havde lige givet det samme foredrag på hhv. Louisiana og
detkongeligedanskekunstakademi. Han så lidt grøn, og sådan lidt
cocainsvedig ud, men var meget sjov, tilstedeværende og livlig, så det
var nok bare mine øjne, der så gennem et væv af egne dårlige vaner.
Han var sjov og vittig og hele tiden med den her businessman-like
approach, koblet med noget drenget, charmerende, den lille frække
fætter der laver pornografi i det museale og med stor fiscal succes, i det
galleri-ale. Han var en motherfucking bestseller, ham Koons. Jeg havde
set hans basketballs, der enten flød i vand fifty fifty eller hang midt i en
glasmontre, uden suspension, jeg havde frydet mig endeløst over, da
alle troede han var færdig, byggede en meget stor hundehvalp, puppy, i
blomster i nærheden af biennalen i kasel eller hvor det nu var, og havde
fået al opmærksomheden, det var de historier jeg havde fået fortalt, jeg
vidste, som alle i rygternes mørke verden, ikke om noget af dette var
sandt, hed hans og Ciccolinas barn virkelig Maximillian, alt flød
dengang koons var stor, men det flød på sådan en gold card slags
måde, der trods excesserne, var meget kontrolleret, det var blærerøven,
det var riskjær, det var victor, turell, det sneede meget dengang, på
visse cafeer har jeg ladet mig fortælle, men jeg tog ikke andet end en
busbillet og så stod jeg foran Koon, det var alligevel dejlige tider,
dengang sindets spændighed tvang dig længere og længere ind til
kernen og dig selv og kernen af koons, som efter min mening var
porcelænsfiguren af michael jacksom med abe.
INSHALLAH
Friis

Monday, April 17, 2006

- FUCK YOU ART LOVERS eller DØDE DYR

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Friis Fast Diary Nr. Etellerandet.
- FUCK YOU ART LOVERS eller DØDE DYR
- Af Morten Friis
- Jeg kan huske engang min gode ven og vores Store Leder Colonel
fortalte mig, efter en af de mange pauser i vort venskab, at når han kom
hjem, så var lyset på hans telefonsvarer, som angav at han ikke havde
modtaget nogen beskeder, som en fuckfinger, der rejste sig op ad hans
telefonsvarer. I dag spørger jeg mig selv, er jeg en del af emergency
room, er jeg et outcast, ja, jeg spørger mig selv, HADER JEG
KUNSTEN?, efter denne oplevelse med disse kunstnere, eller kan min
KÆRLIGHED TIL KUNSTEN overleve endnu et nederlag.
- JEG KAN HUSKE, FRA MIN TIDLIGE BARNDOM, AT JEG HØRTE OM
BJØRN NØRGAARDS hesteslagtning, The Horse Sacrifice, 1970, og
jeg ved at vor Store Leder ikke særlig godt kan lide Nørgaard, betragter
ham som en plattenslager og en kopist, engang sagde han noget
meget morsomt: ”Man bliver jo nødt til at slå et eller flere dyr ihjel, for at
blive en kendt kunstner i det her land, og det kan Evaristi og Brammer jo
skrive under på, det jeg kan skrive under på, er, at det er
historieforfalskning at påstå at Bjørnen fra Nørregaard ikke, i sine unge
dage, sammen med mange af ex-skolekunstnerne, ikke var sande,
revolutionære kunstnere, Gernes et al, så mit krav, på denne lortedag af
en påskedag efter 2 Marlboro 100 og to kopper kaffe, er at vi inviterer
Bjørn Nørgaard og samtidig, posthumt, inviterer Asger Jorn, som, som
de veloplyste, deribalndt i hvert tilfælde en enkelt af emergency
room-kunstnerne burde vide, faktisk var en ivirig støtte for revolutinen,
Rote Armé Fraction eksempelvis.
- Fuck You Art Lovers

Monday, April 03, 2006

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 7

Fem Marlboro 100’s, fem kopper kaffe, Michael Moore på mit Nokia-TV... som en slags standup-revolutionær burde han kunne give et par tips til de revolutionære kunstnere i Emergency Room, ked af jeg ikke nåede det seneste møde, men, som jeg fortalte vor Store Leder, da han ringede, så er onsdag den dag jeg tilbringer med min søde lillebror, vi sad faktisk på Carlsberg-tribunen og ventede på FCK’s afgørende mål, lige midt på den københavnske storkapitals yndlingsgræsplæne parken. Så vi snyder lige lidt og laver en ’to i ener’.

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 8
- NÅR KUNSTEN STIGER FALDER TIØREN.
I dag tænker jeg på kunsten. Jeg tænker på Baselitz på hovedet, Kienholtz på bar, Gilbert&George på lokum, SuperFlex på socialhjælp, Christian von Hornsleth i Shanghai, Jes Brinch hjemme fra Vietnam. Jeg tænker på Jeff Koons i Ciccolina, jeg tænker på David Hockney i pølen, jeg tænker på min mentor Poul Borum, som altid har været værd af hylde, jeg tænker på Emergency Room-kunstnerne, der allerede har haft deres første møde, jeg tænker på impressionismen, ekspressionismen, kubismen, poppen, neorealismen, maleriets genkomst, jeg tænker på Christina Wilson, min allerførste kæreste, jeg tænker på Ozzy Ozbourne af en eller anden grund. ”It is very good advice to believe only what an artist does, rather than what he says about his work”, starter Hr. Hockney sit strålende første bind af sine erindringer David Hockney – My Early Years. Derfor er jeg jo i dag i en unik position til at tale om kunsten, for jeg er ikke kunstner, jeg er ’writter’, som vor inspirator Colonel kalder den sektion kun jeg, pt. tilhører. Dette også som en opfordring til powertvillingerne Jens-Martin Eriksen og han kammersjuk ud i det skriftlige, til at tilmelde sig ’writter’-sektionens funky, frejdige, frivole, farvestrålende univers. Men det vi kom fra var dagbogen. Er der egentlig nogen der har sagt undskyld til Jørgen Leth, hvis ikke vil jeg meget gerne, han blev jo et offer for sin egen pen, og derfor vil jeg gerne sende ham et kæmpe come back – we miss you! herfra, du har jo stukket næsen frem på Vega og også i mit tv, men jeg vil gerne se dig hele tiden, hvilket minder mig om Sport Art, hvor også du var en inspirator for os fodboldspillende gladiatorer i sportens og kunstens tjeneste. Mere om dette senere.
Må gud være med jer derude!

Monday, March 06, 2006

Emergency Room Diary Nr. 6

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Diary Nr. 6

De brænder stadig danske flag i Pakistan. Jeg brænder stadig Marlboro
Mænd på privaten. I mit tv taler Anders Fogh Rasmussen om at
ytringsfriheden er total, der er ingen grund til at tænke på reaktionerne
på det du tegner, skriver og trykker og det er jo betryggende, for
Revolverjournalisten fra Vesterbro, der ligesom Jyllands Postens
tegnere, har oplevet dårlige vibrationer, helt ind i privatsfæren, men jeg
har nu altid synes at Anders Fogh Rasmussen er en analretentiv
ex-svindler, der har giftet sig med Hitlers uægte datter Pia Kjærsgaard,
så jeg har svært ved at tage hans bredsider alvorligt.
Den sidste dårlige vibration kom, i en anden privatsfære, nemlig vores
store Leder Thierry Geoffroy’s privatgemakker i forbindelse med
arbejdet på hans nyeste anti-racistiske projekt BIOCOLONIALISM with
Khaled Ramadam - "My parents in Algeria", der har premiere den tiende
denne måned på Udstillingsstedet Ovengaden Oven Vande, eller i
hvilket forhold til ’vandet’, det nu ligger. Der er ingen tvivl i mit hjerte om
at Colonels projekt på ingen måde er vandet, men det er en helt anden
historie, som jeg måske, hvis censuren løfter sig og Emergency Room
åbner udstillingsrummet, ikke kun for ’billedkunstnere’, men også for
forfattere, skribenter og revolverjournalister og måske også hjemløse
og andre af storbyens afskum og bærme, eksempelvis kuratorer, jeg
har nemlig netop hørt rygter om at vores kære, søde og forstående
kurator Frank Franzen også har fået forbud mod at deltage i Emergency
Room-udstillingen af stalinist Colonelski, vil fortælle, men i dag er det,
som sagt en anden historie jeg vil fortælle:
Det er nemlig historien om kunsten. Intet andet. Fordi jeg ved også,
ligesom måske et par af de billedkunstnere der ikke er ’in it for the fame
and fortune’, at billedkunsten, ja kunsten i det hele taget, inklusive det
skrevne ord, er en smuk og formiddabel kommunikationsform, der kan
bruges som øjneåbner, ja måske enda som revolutionær platform. Det
jeg erfarede på min, Frank og Colonels rundtur blandt et skønsomt
udvalg af danske ’billed’-kunstnere, var at interessen for at udtrykke sig i
et politisk landskab var til stede og at de derfor tog Thierry’s opfordring
alvorligt og med en vis portion entusiasme. Den dårlige stemning, der
som nævnt i starten af denne tekst, som der sneg sig ind i privatsfæren,
i disse kunstneres, i Thierry’s, i Frank’s og til sidst i min, var
udelukkende et resultat af min manglende respekt for privatsfæren, jeg
er tilhænger af at vi bevæger os ind i privatsfæren og agerer der, hvilket
jo også har været et omdrejningspunkt i Thierry’s lange og faktisk ret
interessante kunstneriske løbebane, og det var netop her i privatsfæren,
altså hjemme hos stormogul Colonel, at jeg fik af vide, at eksempelvis
kunstner nr. 3, nævnt i Dagbog Nr. 1, var blevet ked af at jeg, i hans
arbejdssfære, det reklamebureau Emergency Room-holdet besøgte
ham i, kun havde lagt mærke til at det var i et reklameselskab vi mødte
ham, nemlig hans arbejdsplads, og måske er det også dumt af mig at
reagere så negativt overfor reklamebranchen i al almindelighed og i det
faktum at reklamebranchen bruger kunstnere til at sælge, eksempelvis
de cigaretter, som jeg og mange andre, er ved at slå os selv ihjel med,
men det er en anden historie. Historien jeg vil fortælle i dag er at jeg
faktisk, midt i al min reklamebureaustorkapitalismefascismeparanoia,
modsat hvad Kunstner nr. 3 måtte tro, faktisk lagde mærke til den kunst
Kunstner nr. 3 producerede og det jeg gerne vil fortælle idag er historien
om hvad jeg så. Det jeg så var dejg. Med eller uden ’g’. Kunstner nr. 3
arbejder nemlig med dej. Og med ligusterhække. Og med en glidebane
hvorpå kunstneren eller en anden person, glider ned over noget maling
og lander på et lærred, en aktion der minder mig og Thierry’s og mit
projekt på Roskilde Festival kaldet Sport Art, hvor vi blandt andet
arrangerede Scate Painting, hvor scatere skøjtede henover en rampe
påført maling og landede på et lærred, uden selvfølgelig på nogen
måde at påstå at der er nogen sammenhæng og kunstner nr. 3
arbejdede også med billeder af Præsident George W. Bush og Osama
bin Laden og havde også haft planer om politisk orienterede aktioner
med bla. Den lille havfrue-skulpturen på Langeline som en af aktørerne,
osv. osv. Og det er her jeg kommer til pointen. Ligesom alle de andre
Emergency Kunstnere, så synes jeg også at denne kunstner er et stor
talent, en spændende og ide- og tankerig kunstner, en mand eller i
andre tilfælde kvinde, hvis karriere, jeg hver dag jeg vågner op, glæder
mig til at følge langt langt ind i fremtiden. For som min underholdende
og også yderst underholdende klædte kunsthistorielærer på
Københavns Universitet, lad os kalde hende Universitetslektor 1, siger:
COPYLEFT – NOT COPYRIGT.
Amen.

Wednesday, February 22, 2006

Emergency Room Dagbog Nr. 5 Version Undskyld

EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 5
Version Undskyld

Af Morten Friis

I dag føler jeg mig som Jørgen Leth. Jeg føler mig som Jyllands
Postens kulturredaktør. Jeg føler mig som hver og én af tegnerne bag
Muhammed-tegningerne i Jyllands Posten, jeg føler mig som Anders
Fogh Rasmussen. Jeg ved at jeg, efter massivt pres, er nødt til at sige
undskyld. Undskyld til alle Emergency Room-kunstnerne, til kurator
Frank Franzen, til vor store Leder Thierry Geoffroy, til det danske folk, til
min mor, min afdøde far, min ligeledes afdøde mormor og morfar, til
generationer efter generationer af familien Friis og Fangel, århundreder
tilbage, ja, helt tilbage til stenalderen, dengang, hvor ytringsfriheden
måske var større, måske var mindre, i hvert tilfælde kunne man risikere,
dengang, at få en kølle i hovedet hvis man sagde noget forkert omkring
lejrbålet, uden for hulen, efter en god, eller en dårlig, dags jagt.

Det hele startede i går, den 21. februar, i det herrens og fandens
Emergency-år 2006, da jeg modtog en mail fra vor store leder Colonel,
ordlyden var følgende: ”salut morten. morten friis diary a rendu triste
plein d artiste. c’est carrement le moral a moins 10 minimum pour
plein. je suis triste si ils sont tristes, l idée c’est de trouver de l’energie
ensemble ? isn’t it? ils sont provoqués mais je crois certain sont echec
et mat. je sais pas si c' etait le but. de courir partout. Amicalament.
Jojo”. Det min livslange ven skrev til mig var chokerende, men
tilsyneladende sandt: Min humoristiske og livsglade dagbog havde
gjort mindst 10 af Emergency Rooms kunstnere triste. Og det faktum, at
de var triste, havde gjort Thierry trist. ”Ideen var at finde energi sammen,
var det ikke?” skrev Thierry videre og fortsatte ”Jeg tror måske det er et
spørgsmål om skak og mat” og spurgte om det var det, der var
meningen med at løbe rundt (og rekruttere kunstnere til Emergency
Room). Altså at gøre dem triste???

Efter en lang dag med 500 kilometer på jyske landeveje, en begravelse,
og jeg ved lige nu ikke helt hvor mange kopper kaffe, og i hvert tilfælde
ikke hvor mange Marlboro 100, var det et chock at erfare at Emergency
Room’s efter min mening, dygtige, venlige, gæstfri og
imødekommende, og tilmed revolutionære, kunstnere havde taget min
’dagbog’ ilde op og følt sig personligt krænkede. Min søde kæreste
mente at det var fordi jeg havde skrevet om disse kunstneres
’privatsfære’ og det havde de ikke lyst til at få ’ud’. Jeg gjorde hende
opmærksom på at jeg, af samme grund, altså ønsket om at disse
kunstnere ikke, i det offenlige rum som en hjemmeside jo også er,
skulle kunne ’genkendes’ af menigmand, ikke havde nævnt dem ved
navn, men ved Nummer. Hun trak blot på skuldrene og bad mig om
’ikke at tage det personligt’. Det havde jeg meget svært ved, så trods
min lange, udmattende dag, havde jeg noget svært ved at sove, så jeg
røg nogle flere cigaretter, drak noget mere kaffe og læste resten af John
Grisham’s The Testament, en knaldroman om en nonne og missionær,
der arver 11 milliarder og bruger dem til mere missioneren og til at
hjælpe verdens fattige. Det gjorde mig kun i endnu dårligere humør,
følelsen af skyld skyllede ind over mig igen og igen, var jeg blot en
milliardærnonne, der i det mindste kunne give alle disse fattige
kunstnere en masse penge, så de kunne blive glade igen.

Jeg stiller mig selv spørgsmålet, denne forholdvis solrige morgen, den
22 februar, hvad det lige var der skete. Der var, mit nationale sindelag
taget i betragtning, heldigvis ikke tale om at flagafbrændingerne ankom
til mit elskede København, næ, blot en lille og ganske privat
link-afbrænding. Og jeg følte mig da også mildest talt ’afbrændt’, da jeg
erfarede at linket til min hjemmeside friisfastdiary.blogspot.com var
blevet fjernet fra Emergency Rooms ’officielle’ hjemmeside. Jeg fik
ingen meddelelse om dette hverken pr. mail, post, telefon eller brevdue,
men erfarede senere på dagen, at der ikke var tale om en fejl på
serveren, nej, det var vor store leder, der uden yderligere omtanke, med
hård og stalinistisk hånd, havde fjernet denne uønskede propaganda,
dette værk, hvis en revolverjournalist fra Vesterbro da overhovedet, i den
akademitrænede, statsautoriserede kunstverden har ret til at kalde sig
kunstner. Nej, det er nok kun for de statsstøttede, dem med papirerne i
orden, dem der, fra et liv som kunstverdens uuddannede eller selvlærte
flygtninge, har fået indrejsetilladelse, har fået Anders Fogh, eller Brian
’Kanon’ Mikkelsen, eller en eller anden firserdinosaur af en
kunstprofessor fra Det kongelige Danske Kunstakademis Yves Kleinblå
stempel i hoved og røv.

Jeg greb derfor, ydmyg, ydmyget og fortvivlet røret på min DORO
krystal-telefon, fastnet som i gamle dage, og ringede den sataniske
Web-master Geoffroy op på privaten, og han forklarede mig at en lang
række kunstnere, direkte til Chefen eller via væbner Franzen, via alle
mulige kommunikationsmidler, havde udtrykt alt fra tristesse over
depression, til deciderede selvmordstanker, grundet
Muhammed-tegningerne..., nånej, grundet FriisFastDiary-teksterne, de
havde følt sig trådt på, forrådt, ja, i det hele taget havde de vist, på
ganske kort tid, fået følt en lang række af de følelser, som det gryende
danske forår jo så afgjort ikke bør indeholde eller inspirere til. Og al
dette på grund af et par hundrede linier, på et forholdsvis privat website
eller i mail’s med dagbogsteksterne, sendt direkte til dem af Colonel,
for i øvrigt uden mit samtykke.

At linket blev fjernet, som med et historieforfalskerens definitive
pennestrøg, forklarede min rigtig gode ven Thierry med at der jo i
Emergency Room’s statutter stod at ’værker’, ville blive fjernet efter 24
timer, men jeg har fandme ikke skrevet under på nogen Emergency
Room-kontrakt, jeg er ikke blevet indlemmet i Emergency
Room-kunstnerflokken, jeg har intet udstillet på hverken Nikolaj, eller
hvor Emergency Room ellers måtte påstå at have udstillingsrum, så
hvorfor skulle min ’dagbog’ pludseligt høre til i kategorien ’udstillede
værker’, det havde jeg svært at forstå. Og det var nok heller ikke grunden
til fjernelsen. Vi blev enige om at det nok nærmere var, som det jo også
var udgangspunktet, at skabe holdånd og en positiv revolutionær
kunstpraksis, og det var jeg jo ganske afgjort helt enig i. Så jeg
accepterede spillereglerne, det var jo ikke mig der havde lavet dem, jeg
havde ingen indflydelse på dem tydeligvis, og fik da også allernådigst
lov til at lave endnu en ’dagbog’, den fik dog ikke lov til at figurere på
hjemmesiden igen, da der var en vis nervøsitet at spore: Tænk hvis en
magtfuld og statsansat ’kunst’-formidler fra eksempelvis Århus
Kunstuseum, af alle steder, eventuelt skulle se den, med henblik på
eventuelt at støtte denne, for mig, efterhånden lidt flossede
’revolutionære’ udstillingstanke og -praksis, og så stødte på
friisfastdiary’s ’frie ord’... Ja, der lurer en fare bag hvert et hjørne, i denne
paranoiditetens moderne ’medie’ og ’web’-tid’. Det er jo aldrig rart, for
en kunstner, at forestille sig et liv i absolut fattigdom, hvis statskronerne,
eller de private sponsorpenge, pludselig, skulle holde op med at rulle.

Men jeg kan da under alle omstændigheder få lov til at sidde her,
mutters alene, og skrive til mig selv på min gamle iMac, mens jeg ser
på Blegdamsvejens Arrest ud af mit tårevædede vindue, det bliver
måske min næste destination, i kunstens og ytringsfrihedens tjeneste.

Men al dette er jo heldigvis fortid. Og det, der er mit ærinde i dag, det er
at sige undskyld. At sige undskyld. Ja. At sige UNDSKYLD. Sådan at
selv en araber kan forstå det. Ikke sådan halvkvalt og forsinket ligesom
en vis avis og en vis Statsminister, men helt ærligt undskyld. Lige fra
hjertet. Dybt fra min sjæl. Det har jo ikke været min mening at gøre
nogle kede af det. Det har ikke været min mening at såre nogen. Det har
ikke været mit mål at så splid eller spolere folks gode humør. Det har
ikke været meningen at gøre andet end det jeg har brugt hele mit liv på
at gøre. Beskrive den verden jeg lever i. Sådan som jeg ser den. Det har
ejheller været min mening at promovere mig selv og mit ego. Mit ego er
så lille at det næsten er usynligt og derfor heller ikke kan gøres til
genstand for promovering. Og skulle der have været et ærligt og redeligt
ment tilbud om tekstassistance, til Emergency Room’s kunstnere, der
tilsyneladende ikke selv kan finde ud af hverken at skrive en mail eller
sende et kunstværk hvor de har klippet hovedet af tekstmester Friis,
eller på anden måde udtrykke deres sorg til mig direkte, der jo er selve
kilden til at denne sørgmodighed, så undskylder jeg også dette. Men
selv ondskaben selv, læs: overtegnede, skal jo have æg til sit salt og
tag over hovedet, jeg håber på forståelse for disse livets basale
betingelser og nødvendigheder.

Skulle vi aldrig ses igen, skulle vore blikke aldrig mødes i kærlighed og
tro på fremskridtet igen, så vil jeg blot til alle jer proklamere: Jeg tror på
kunsten. Jeg tror på kunstnerne. Jeg tror på Emergency Room. Og jeg
tror på den almægtige og tilgivende Gud, selv efter Endnu en Dag i
Kunstens Tjeneste. Amen.

Monday, February 20, 2006

DAY 4



ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 4

Af Morten Friis

Mit misbrug af speciallæger har den seneste tid nåede nye højder, og efter et som vanligt yderst smertefuldt besøg hos kiropraktoren, varmes de tohjulede op på Carl Johans Gade hvor kurator Franzen med vanlig venlighed har indvilliget i at transportere vores store Leder i en Christiania-cykel, som om han ikke havde børn nok i forvejen, og med Geoffroys nyklippede hårtop stikkende op af trækassen, bliver kursen sat mod tristessens absolutte point zero: Nordhavnen. På kanten af virkeligheden, i skyggen af højbanen, med havnens lugt at døde fisk og havnearbejdersved bor en kunstner, Nr. 16 faktisk, som overtegnede altid har været en meget stor beundrer af, en mand der har prøvet mere end lidt af hvert, en mand der i den internationale kunstverden har gjort en rustik og råkold samfundskritik til sit ‘trade mark’, undskyld udtrykkets kapitallogiske karakter, for der er ingen kapitalisme at spore i nedtrykte Nordhavns barske habitat, men bag murene gemmer sig som sagt en mand, der har indrettet sig i dette Københavnske klassiske inferno, med nøgne pærer, jordbærprydede voksduge og en generel følelse af ‘hygge’, som den kun fåes i det danske, selv her i hovedstadens limbo.
Lidt sure opstød fra morgenens Cirkel Guld-kaffe-diæt sniger sig op igennem den muskel der adskiller mavesækken fra spiserøret, så mens den klassiske sydeuropæsike kaffemaskine syder på de to elblus, som kunstner nr. 16 har spændt fast på et tilsyneladende defunkt gaskomfur, sender jeg en venlig tanke til Klaus Tønnesen, som jeg i dette forum egentlig gerne vil lave en lille reklame for, da jeg kunne forestille mig at mange kunstnere, med deres diæt af opløsningsmidler og Nescafe kunne bruge netop denne hjælp, som før fortalt er han kirurg med speciale i mave- og tarmsygdomme, han bor i Rømersgade og hvis man ringer til revolverjournalisten fra Vesterbro, som jo, som nogle måske har opdaget, svarer til overtegnede, på 2744 6617 så vil jeg gerne formidle kontakten, og nu reklametrommerne for alfor lyder, så har speciallægeforbrug og medicinmisbrug fuldstændigt ødelagt min økonomi, så skulle nogen mangle en skriversvend, så er jeg så absolut manden, prisen både overkommelig og tilforladelig.
Ganske sikker på at vor store Leder vil tortere mig, så Abu Graib kommer til at ligne en børnehaveudflugt, for dette promenade ud af markedsføringens vildspor, vender jeg straks tilbage til kunstner Nr. 16, som fortæller om sin fascination af ‘det frie ord’, men også udtrykker et behov for at kommunikere med større menneskemasser, end den håndfuld mennesker der, ved en celestial fejltagelse, kommer fordi Nikolaj Udstillingsbygning, hvor Emergency Room’s første ‘masseudstilling’, som jeg har valgt at kalde det, i god maoistisk, barfodsrevolutionær tradition og praksis. Diskussionen ridser endnu en skæringspunkt mellem Emergency Room’s kombattanter op, vor store Leder nærer en bundsolid paranoia, når det gælder danske og internationale tv-stationer og Kunstner nr. 14 gør ganske rigtigt indsigelse mod diverse kunstkanalers ekstremt søvndyssende programflade. “If I see something on the news, I jump i my sofa, in a degree where the neighbors are complaining” råber stormester Colonel, så den sociale harme dirrer mellem de halvfærdige, tapetløse køkkenvægge. “But still we need a lot of money” indrømmer kunstkender Franzen, drømmene om øjeblikkelig berømmelse når nye højder, en gigantisk videoskærm på ydersiden af den nu pensionerede kirkebygning, mit religiøse gen vibrerer nu nervøst... Er jeg blevet en del af en neorevolutionær bevægelse, der som sovjettiske elitesoldater, brænder kirker, håner Vorherre, afbilleder Muhammed... Implikationerne er skræmmende, men med min nuværende helbredstilstand, er der måske ikke så meget forgjort i at lade sig blæse i luften i et artistisk selvmordsangreb, lige midt i en af Europas sidste krigsførende nationer: ANGREBSKRIG! ANGREBSKRIG! ANGREBSKRIG!
“I have actually been a politician on the very left wing side, I was very good at it, making national news etc, but I got really really bored, repeating the same thoughts again and again, I was questioning everything far to much, so I quit the political world, to become an artist. But still today, I spend a lot of my energy, time and emotions on the news, In such a degree, that I actually try not to see too many news...” Det anede mig vi havde at gøre med en realpolitisk sværvægter her, “I am very interested in how we organize our social co-existence” fortæller Nr. 15 og måske rammer han her et kernepunkt i Emergency Rooms fortvivlede og håbløse forsøg på at ændre et samfund på vej på en humanistisk deroute af abnorme dimentioner, vores drøm er måske blot at ‘være sammen’, som vores hippiepædagoger fra institutionstiden udtrykte det, en blød, venlig, al-human drøm om at elske hinanden, det er som om Jesus svæver over voksdugen, herude hvor sjælen har forladt byen og byen løbet ud i havneudløbet som er løbet videre op i de svenske skove, hvor i det mindste elgene har det nogenlunde.
Stormogul Colonel mener at den fuldstændig mangel på demokratisk sindelag, kritisk presse og almindelig folkelig oprørstrang, som kunstner Nr. 15 igen og igen kritiserer og forarges over stammer fra vor opvækst i børnehaven, det faktum at vi har indlært at ‘det kommer nok’, at vores velfærdssamfund er en evig og ubrydelig enhed, og slutteligt sukker kunstner nr. 15 og bliver pludselig i tvivl om hele sin nationale identitiet måske er baseret på intet andet end en generel og oprindelig primitivitet og en moralistisk og småttænkende tendens i den danske folkesjæl.
“When the light is red they stop, if it is green they go, they follow the signals” proklamerer den tydeligvis danskfjendtlige franske konceptkunstner fra den franske provins- og militærby Nancy, et sted der, så hvidt jeg har erfaret, er et godt sted at flygte fra.
Så nu vil jeg flygte, flygte fra kunsten, efter Endnu en Dag i Kunstens Tjeneste, mens de lokale kunstnere taler videre om et kulturelt underudviklet samfund som det danske, en bondekultur, der er ikke det der ikke er i vejen med mit elskede fædreland på denne dødeligt triste mandag, den 20. februar i året to tusinde og seks.

DAY 3


ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog nr. 3

Af Morten Friis

Med tre Slutty Mary’s fra neo-nørrebrotrendy Oak Room og to forholdsvis flade store fadøl fra nyinstandsatte Stereo Bar i leveren og 7 kopper kaffe og 6 Marlboro 100 i henholdsvis mavesæk og stenlunge møder jeg familiemanden og pseudokommunisten Thierry Geoffroy foran Blegdamsvejens Arresthus. Vi har støvet søndagscyklerne af og under en tonstung dansk gråvejrshimmel sætter vi kurs mod kunstnerkollektivet 1. th, eller venstre, eller måske midtfor, i alle tilfælde beliggende i Københavns kreative højborg, et autonomt stenkast fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Der er et herrens rod i de antikke lokaler, det flyder ud over gulv, borde, stole, vægge med ’kunst’, ofte i kollageform, en gruppe på otte-ni krøllet udseende søvndrukne twenty-, thirty-somethings, er placeret rundt om et bord med Pilsner Urquell, Tuborg på dåse, Nescafé, skummetmælk, røde Kings og flere kunstnerisk udfald, de fleste er allerede, på denne højhellige søndag, den 19. februar 2006, i gang med at klippe gamle kunstkataloger, modeblade og lignende fra hinanden, en rødskægget mand tegner med tusch, der er en stemning af søndagshygge og kreativitet og rummet samler sig omkring os som en al-artistisk livmoder i trygge rammer, her på kanten af Kongens Nytorv.

Kunstner Nr. 9 signerer efter let, men bestemt pres fra vores store Leder, Nr. 10 er en yderst smilende og dejlig kvinde, der udover at være kunstner også er mor og livmodertemaet emmer ud af hendes sortklædte krop, hendes bomuldstrøje modsiger dog lidt al denne familaritet, et dødningehovede i hvidt pryder nemlig hendes bryst og man kunne fristes til at tro hun abonnerede på de autonomes helt eget urbane livstilsmagasin.

Drengene er tydeligvis glade for det kvindelige selskab, det er som om temperaturen i Emergency Room stiger betragteligt når skæringspunktet mellem forhørslederne og de forhørte får en erotisk klang.

”Jeg mener at al kunst er politisk, på et eller andet plan, men politisk kunst er ikke interessant, fordi det altid bliver en venstreorienteret ting og hvis du udtrykker højreorienterede meninger, bliver, du, af andre kunstnere, stemplet som fascist”, udbryder kunstner Nr. 11, der insisterer på at tale dansk under interviewet. Overtegnede fryder sig enormt over dette nationalistiske standpunkt, har altid ment at stolthed over det nationale er et centralt brændstof for positiv tænkning, et liv fuldt af nationalt mindreværd har været min generations hæmsko og bagdel, Leve Danmark!

Tilbage på angelsaksisk med Nr. 12: “I try to explore the entropy of art” udtaler Nr. 13, det er ved at blive en anelse for højpandet for revolverjournalisten fra Vesterbro, fyldt med bryggerhelstelort og drengestreger, jeg får pludselig en ubændig trang til en overklasseoplevelse a la brunch på Café Europa med Mads Nørgaard og nogle velklædte, velduftende Hellerupfruer, et lille glas youghurt med friske solbær, verdensmesterskabskabsvindende barista-kaffe, sejt hvidt bondebrød, Gouda-ost fra træskolandet, ja, fast føde for revolutionens fortrop ville være passende midt i al denne lugt af maling og kunstnerdrømme.

Kunstner Nr. 14 har jeg mødt før. Et højst besynderligt single anti-vanlentines-day bog-udgivelses risotto og rødvins-arrangement ugen før på restaurant Kong Christian var rammen, på væggen hang, blandt litografier af Michael Kvium og andre firser-ikoner, et værk af kunstner Nr. 14 hvor han opremsede hahish’s skadelige virkninger rundt om et nøgenselvportræt. “Yes, I drink an extra beer” indrømmer kunstner fjorten, det er dog ikke på grund af nyhedsstrømmens negative indvirkning, nærmere det ur-danske sociale koncept, hvor øl og socialt samvær er uløseligt forbundet, plus tømmermændenes psykedeliske og bevidsthedsudvidende effekt. Der bliver skrevet under, og jeg er rimelig træt af pis, jeg vil have søndagsfisse og kærlighed og aldrig, aldrig mere nærme mig kunstverdenens klaustrofobiske, intrigante, pseudointellektuelle vacuum. Jeg vil leve livet, blandt arbejderklassens glade svende, blandt bourgeoisiets frejdige aristokrater, blandt det folk jeg elsker. Der er dog stadig kunstner Nr. 15 tilbage inden fyraften, han har piercinger i øret, selvmutilering er ejheller fremmed for den moderne kunstner, tænker jeg, medens jeg erfarer at Kultfiguren Geoffroys totale mangel på opmærksomhed på detaljer og fuldstændige mangel på præcision som sædvanlig præger vores store Leder, Emergency Room’s hollandske kurator forklarer mig heldigvis afsluttende af vi er på besøg hos kunstnergruppen Selvsving og ikke 1 th som oprindeligt påstået. Jeg trygler om frisk luft og frihed, mit ønske bliver honoreret, jeg har lært, at en bøn altid er starten på et bedre liv. Jeg tror på Gud i dag

DAY 2

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 2
Af Morten Friis

Mere kaffe, flere cigaretter og et yderst smertefuldt besøg hos en specialæge i mave og tarmsygdomme, hvor netop denne morgenmadspraksis blev skarpt kritiseret, og så var overtegnede igen oppe på væltepeteren i selskab med revolutionsgardist Geoffroy. Det var blevet fredag d. 17. februar, og vi ankom i forholdsvis fin form til 69’er-trendy Café Wilder, hvor kuratoren allerede i en rum tid havde charmeret en lokal kunsthistoriestuderende skønhed og netop på celebre Christianshavn boede kunstner nr. 6, der pure nægtede at oplyse om sit politiske ståsted, men dog skrev under på Emergency Room’s neoparanoide ansvarsforflyttigelsesdokument, mens husets yngste apatisk skød sig gennem krigsspil efter krigsspil på sin PC-konsol.
Kunstner Nr. 7, som var identisk med tirsdagens trendy aflysning Nr. 4, visiteredes i kedeligt kommercielle city. Hos ham var der så meget plads at man knap kunne finde hverken indgang eller udgang og uden at læse hverken det med stort eller det med småt signeres endnu en gang, ligesom hos kunstner nr. 8, der overraskende boede forholdsvist ydmygt på det tidligere så gråmelerede, men nu ganske neotrendy Vesterbro, og endnu mere overraskende, faktisk havde en række intelligente og velovervejede forslag til udvidelse og justering af udstillingskonceptet. Emergency Room’s skaber og primus motor og hans nyslåede kurator endte denne fredagens tilbagelænede tour-de-force med at stå på gaden i slagsskyggen af bydelens nyrenoverede lejekaserner, omgivet af forhenværende ludere og lommetyve, og skændes bravt over en detalje i konceptstrukturen, mens jeg forlod dem smilende, med en Marlboro 100 i flaben, efter Endnu en dag i Kunstens Tjeneste

DAY 1

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 1
Af Morten Friis

Det er altid et privilegium at møde en stor kunstner, og endnu mere, når det er på sted hvor vedkommende skaber sin store kunst, eller endnu bedre, der hvor vedkommende tilbringer den tid hvor vedkommende er ganske privat...
Med dette in mente steg jeg, tirsdag den 14. februar, i det hersens år 2006, med tre kopper kaffe af mærket Cirkel Guld i maven, seks cigaretter af mærket Marlboro 100 i lungerne, og absolut ingen fast føde i systemet, ind i en taxa fra Taxa Motor, med destination Carl Johans Gade i et af Københavns finere nabolag, for at besøge konceptkunstneren og fritidsrevolutionsromantikeren Thierry Geoffroy og hans nyudnævnte væbner, den hollandsfødte kunstner og kurator Frank Frantzen, i forbindelse med starten på endnu et kapitel i sagaen om udstillingsstrategien Emergency Room, resultatet af 20 års stædigt, intenst og målrettet arbejde udført af Monsieur Geoffroy, i samarbejde med et omskifteligt hold af assorterede associerede.

Planen for lige denne specifikke dag var lige så genial, som den var enkel. De tre artistiske musketerer havde givet sig selv den opgave at opspore fem styks kunstnere af let- til mellemvægtsklassen og overtale dem til at udvide deres kunstneriske praksis til at indbefatte hård, ubarmhjertig, politisk kunst, med en fuldfed streg under det politiske.

Nr. 1 boede i en Frederiksberglejlighed fuld af solskin, harmoni og racekatte, og indvilligede efter en længere samtale i at konverterere og subskribere på Emergency Room og dets revolutionære praksis.
Nr. 2 boede i en betydeligt mindre, men ganske hyggelig Christianshavnerlejlighed, og også han indvilligede i at lade revolutionen skylle hans kunstpraksis mod nye politiske kyster. Ligesom nr. 1 blev han, for en sikkerheds skyld, videofilmet under hele besøget, og underskrev da også et dokument, der trods et væld af stavefejl og besynderlige formuleringer, gjorde det klart, at han, og kun han, var ansvarlig for sine handlinger og sine værker, når de blev skabt og udstillet i Emergency Room’s spritnye politiske verdensbillede.
I en formfuldendt futuristisk og vældig høj bygning nær Rådhuspladsen, lige ud af Fritz Langs Metropolis, og tydeligvis en storkapitalistisk markedsføringsfabrik at den ondeste slags, mødte vi Nr. 3. Efter en fyldig frokost i reklamekoncernens store, venlige kantine, hvor suppen dog var en del for salt, skrev også han under på kontrakten og vi var klar til nr. 4, som nok var den mest celebre af vores nye proselytter, og måske derfor havde aflyst. Så vi bevægede os upåvirkede over dette lille kontrarevolutionære bump i vejen videre til nr. 5. Tilbage på Frederiksberg, endnu en gang med masser af dejlige kvadratmeter, denne gang med have, og rigeligt af den indhentede vi den sidste underskrift, og med den i hus, sagde vi meget pænt farvel, efter Endnu en Dag i Kunstens Tjeneste.