Monday, February 20, 2006

DAY 2

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 2
Af Morten Friis

Mere kaffe, flere cigaretter og et yderst smertefuldt besøg hos en specialæge i mave og tarmsygdomme, hvor netop denne morgenmadspraksis blev skarpt kritiseret, og så var overtegnede igen oppe på væltepeteren i selskab med revolutionsgardist Geoffroy. Det var blevet fredag d. 17. februar, og vi ankom i forholdsvis fin form til 69’er-trendy Café Wilder, hvor kuratoren allerede i en rum tid havde charmeret en lokal kunsthistoriestuderende skønhed og netop på celebre Christianshavn boede kunstner nr. 6, der pure nægtede at oplyse om sit politiske ståsted, men dog skrev under på Emergency Room’s neoparanoide ansvarsforflyttigelsesdokument, mens husets yngste apatisk skød sig gennem krigsspil efter krigsspil på sin PC-konsol.
Kunstner Nr. 7, som var identisk med tirsdagens trendy aflysning Nr. 4, visiteredes i kedeligt kommercielle city. Hos ham var der så meget plads at man knap kunne finde hverken indgang eller udgang og uden at læse hverken det med stort eller det med småt signeres endnu en gang, ligesom hos kunstner nr. 8, der overraskende boede forholdsvist ydmygt på det tidligere så gråmelerede, men nu ganske neotrendy Vesterbro, og endnu mere overraskende, faktisk havde en række intelligente og velovervejede forslag til udvidelse og justering af udstillingskonceptet. Emergency Room’s skaber og primus motor og hans nyslåede kurator endte denne fredagens tilbagelænede tour-de-force med at stå på gaden i slagsskyggen af bydelens nyrenoverede lejekaserner, omgivet af forhenværende ludere og lommetyve, og skændes bravt over en detalje i konceptstrukturen, mens jeg forlod dem smilende, med en Marlboro 100 i flaben, efter Endnu en dag i Kunstens Tjeneste

No comments: