Emergency Room Dagbog Nr. 5 Version Undskyld

EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 5
Version Undskyld

Af Morten Friis

I dag føler jeg mig som Jørgen Leth. Jeg føler mig som Jyllands
Postens kulturredaktør. Jeg føler mig som hver og én af tegnerne bag
Muhammed-tegningerne i Jyllands Posten, jeg føler mig som Anders
Fogh Rasmussen. Jeg ved at jeg, efter massivt pres, er nødt til at sige
undskyld. Undskyld til alle Emergency Room-kunstnerne, til kurator
Frank Franzen, til vor store Leder Thierry Geoffroy, til det danske folk, til
min mor, min afdøde far, min ligeledes afdøde mormor og morfar, til
generationer efter generationer af familien Friis og Fangel, århundreder
tilbage, ja, helt tilbage til stenalderen, dengang, hvor ytringsfriheden
måske var større, måske var mindre, i hvert tilfælde kunne man risikere,
dengang, at få en kølle i hovedet hvis man sagde noget forkert omkring
lejrbålet, uden for hulen, efter en god, eller en dårlig, dags jagt.

Det hele startede i går, den 21. februar, i det herrens og fandens
Emergency-år 2006, da jeg modtog en mail fra vor store leder Colonel,
ordlyden var følgende: ”salut morten. morten friis diary a rendu triste
plein d artiste. c’est carrement le moral a moins 10 minimum pour
plein. je suis triste si ils sont tristes, l idée c’est de trouver de l’energie
ensemble ? isn’t it? ils sont provoqués mais je crois certain sont echec
et mat. je sais pas si c' etait le but. de courir partout. Amicalament.
Jojo”. Det min livslange ven skrev til mig var chokerende, men
tilsyneladende sandt: Min humoristiske og livsglade dagbog havde
gjort mindst 10 af Emergency Rooms kunstnere triste. Og det faktum, at
de var triste, havde gjort Thierry trist. ”Ideen var at finde energi sammen,
var det ikke?” skrev Thierry videre og fortsatte ”Jeg tror måske det er et
spørgsmål om skak og mat” og spurgte om det var det, der var
meningen med at løbe rundt (og rekruttere kunstnere til Emergency
Room). Altså at gøre dem triste???

Efter en lang dag med 500 kilometer på jyske landeveje, en begravelse,
og jeg ved lige nu ikke helt hvor mange kopper kaffe, og i hvert tilfælde
ikke hvor mange Marlboro 100, var det et chock at erfare at Emergency
Room’s efter min mening, dygtige, venlige, gæstfri og
imødekommende, og tilmed revolutionære, kunstnere havde taget min
’dagbog’ ilde op og følt sig personligt krænkede. Min søde kæreste
mente at det var fordi jeg havde skrevet om disse kunstneres
’privatsfære’ og det havde de ikke lyst til at få ’ud’. Jeg gjorde hende
opmærksom på at jeg, af samme grund, altså ønsket om at disse
kunstnere ikke, i det offenlige rum som en hjemmeside jo også er,
skulle kunne ’genkendes’ af menigmand, ikke havde nævnt dem ved
navn, men ved Nummer. Hun trak blot på skuldrene og bad mig om
’ikke at tage det personligt’. Det havde jeg meget svært ved, så trods
min lange, udmattende dag, havde jeg noget svært ved at sove, så jeg
røg nogle flere cigaretter, drak noget mere kaffe og læste resten af John
Grisham’s The Testament, en knaldroman om en nonne og missionær,
der arver 11 milliarder og bruger dem til mere missioneren og til at
hjælpe verdens fattige. Det gjorde mig kun i endnu dårligere humør,
følelsen af skyld skyllede ind over mig igen og igen, var jeg blot en
milliardærnonne, der i det mindste kunne give alle disse fattige
kunstnere en masse penge, så de kunne blive glade igen.

Jeg stiller mig selv spørgsmålet, denne forholdvis solrige morgen, den
22 februar, hvad det lige var der skete. Der var, mit nationale sindelag
taget i betragtning, heldigvis ikke tale om at flagafbrændingerne ankom
til mit elskede København, næ, blot en lille og ganske privat
link-afbrænding. Og jeg følte mig da også mildest talt ’afbrændt’, da jeg
erfarede at linket til min hjemmeside friisfastdiary.blogspot.com var
blevet fjernet fra Emergency Rooms ’officielle’ hjemmeside. Jeg fik
ingen meddelelse om dette hverken pr. mail, post, telefon eller brevdue,
men erfarede senere på dagen, at der ikke var tale om en fejl på
serveren, nej, det var vor store leder, der uden yderligere omtanke, med
hård og stalinistisk hånd, havde fjernet denne uønskede propaganda,
dette værk, hvis en revolverjournalist fra Vesterbro da overhovedet, i den
akademitrænede, statsautoriserede kunstverden har ret til at kalde sig
kunstner. Nej, det er nok kun for de statsstøttede, dem med papirerne i
orden, dem der, fra et liv som kunstverdens uuddannede eller selvlærte
flygtninge, har fået indrejsetilladelse, har fået Anders Fogh, eller Brian
’Kanon’ Mikkelsen, eller en eller anden firserdinosaur af en
kunstprofessor fra Det kongelige Danske Kunstakademis Yves Kleinblå
stempel i hoved og røv.

Jeg greb derfor, ydmyg, ydmyget og fortvivlet røret på min DORO
krystal-telefon, fastnet som i gamle dage, og ringede den sataniske
Web-master Geoffroy op på privaten, og han forklarede mig at en lang
række kunstnere, direkte til Chefen eller via væbner Franzen, via alle
mulige kommunikationsmidler, havde udtrykt alt fra tristesse over
depression, til deciderede selvmordstanker, grundet
Muhammed-tegningerne..., nånej, grundet FriisFastDiary-teksterne, de
havde følt sig trådt på, forrådt, ja, i det hele taget havde de vist, på
ganske kort tid, fået følt en lang række af de følelser, som det gryende
danske forår jo så afgjort ikke bør indeholde eller inspirere til. Og al
dette på grund af et par hundrede linier, på et forholdsvis privat website
eller i mail’s med dagbogsteksterne, sendt direkte til dem af Colonel,
for i øvrigt uden mit samtykke.

At linket blev fjernet, som med et historieforfalskerens definitive
pennestrøg, forklarede min rigtig gode ven Thierry med at der jo i
Emergency Room’s statutter stod at ’værker’, ville blive fjernet efter 24
timer, men jeg har fandme ikke skrevet under på nogen Emergency
Room-kontrakt, jeg er ikke blevet indlemmet i Emergency
Room-kunstnerflokken, jeg har intet udstillet på hverken Nikolaj, eller
hvor Emergency Room ellers måtte påstå at have udstillingsrum, så
hvorfor skulle min ’dagbog’ pludseligt høre til i kategorien ’udstillede
værker’, det havde jeg svært at forstå. Og det var nok heller ikke grunden
til fjernelsen. Vi blev enige om at det nok nærmere var, som det jo også
var udgangspunktet, at skabe holdånd og en positiv revolutionær
kunstpraksis, og det var jeg jo ganske afgjort helt enig i. Så jeg
accepterede spillereglerne, det var jo ikke mig der havde lavet dem, jeg
havde ingen indflydelse på dem tydeligvis, og fik da også allernådigst
lov til at lave endnu en ’dagbog’, den fik dog ikke lov til at figurere på
hjemmesiden igen, da der var en vis nervøsitet at spore: Tænk hvis en
magtfuld og statsansat ’kunst’-formidler fra eksempelvis Århus
Kunstuseum, af alle steder, eventuelt skulle se den, med henblik på
eventuelt at støtte denne, for mig, efterhånden lidt flossede
’revolutionære’ udstillingstanke og -praksis, og så stødte på
friisfastdiary’s ’frie ord’... Ja, der lurer en fare bag hvert et hjørne, i denne
paranoiditetens moderne ’medie’ og ’web’-tid’. Det er jo aldrig rart, for
en kunstner, at forestille sig et liv i absolut fattigdom, hvis statskronerne,
eller de private sponsorpenge, pludselig, skulle holde op med at rulle.

Men jeg kan da under alle omstændigheder få lov til at sidde her,
mutters alene, og skrive til mig selv på min gamle iMac, mens jeg ser
på Blegdamsvejens Arrest ud af mit tårevædede vindue, det bliver
måske min næste destination, i kunstens og ytringsfrihedens tjeneste.

Men al dette er jo heldigvis fortid. Og det, der er mit ærinde i dag, det er
at sige undskyld. At sige undskyld. Ja. At sige UNDSKYLD. Sådan at
selv en araber kan forstå det. Ikke sådan halvkvalt og forsinket ligesom
en vis avis og en vis Statsminister, men helt ærligt undskyld. Lige fra
hjertet. Dybt fra min sjæl. Det har jo ikke været min mening at gøre
nogle kede af det. Det har ikke været min mening at såre nogen. Det har
ikke været mit mål at så splid eller spolere folks gode humør. Det har
ikke været meningen at gøre andet end det jeg har brugt hele mit liv på
at gøre. Beskrive den verden jeg lever i. Sådan som jeg ser den. Det har
ejheller været min mening at promovere mig selv og mit ego. Mit ego er
så lille at det næsten er usynligt og derfor heller ikke kan gøres til
genstand for promovering. Og skulle der have været et ærligt og redeligt
ment tilbud om tekstassistance, til Emergency Room’s kunstnere, der
tilsyneladende ikke selv kan finde ud af hverken at skrive en mail eller
sende et kunstværk hvor de har klippet hovedet af tekstmester Friis,
eller på anden måde udtrykke deres sorg til mig direkte, der jo er selve
kilden til at denne sørgmodighed, så undskylder jeg også dette. Men
selv ondskaben selv, læs: overtegnede, skal jo have æg til sit salt og
tag over hovedet, jeg håber på forståelse for disse livets basale
betingelser og nødvendigheder.

Skulle vi aldrig ses igen, skulle vore blikke aldrig mødes i kærlighed og
tro på fremskridtet igen, så vil jeg blot til alle jer proklamere: Jeg tror på
kunsten. Jeg tror på kunstnerne. Jeg tror på Emergency Room. Og jeg
tror på den almægtige og tilgivende Gud, selv efter Endnu en Dag i
Kunstens Tjeneste. Amen.