Emergency Room Diary Nr. 6

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Diary Nr. 6

De brænder stadig danske flag i Pakistan. Jeg brænder stadig Marlboro
Mænd på privaten. I mit tv taler Anders Fogh Rasmussen om at
ytringsfriheden er total, der er ingen grund til at tænke på reaktionerne
på det du tegner, skriver og trykker og det er jo betryggende, for
Revolverjournalisten fra Vesterbro, der ligesom Jyllands Postens
tegnere, har oplevet dårlige vibrationer, helt ind i privatsfæren, men jeg
har nu altid synes at Anders Fogh Rasmussen er en analretentiv
ex-svindler, der har giftet sig med Hitlers uægte datter Pia Kjærsgaard,
så jeg har svært ved at tage hans bredsider alvorligt.
Den sidste dårlige vibration kom, i en anden privatsfære, nemlig vores
store Leder Thierry Geoffroy’s privatgemakker i forbindelse med
arbejdet på hans nyeste anti-racistiske projekt BIOCOLONIALISM with
Khaled Ramadam - "My parents in Algeria", der har premiere den tiende
denne måned på Udstillingsstedet Ovengaden Oven Vande, eller i
hvilket forhold til ’vandet’, det nu ligger. Der er ingen tvivl i mit hjerte om
at Colonels projekt på ingen måde er vandet, men det er en helt anden
historie, som jeg måske, hvis censuren løfter sig og Emergency Room
åbner udstillingsrummet, ikke kun for ’billedkunstnere’, men også for
forfattere, skribenter og revolverjournalister og måske også hjemløse
og andre af storbyens afskum og bærme, eksempelvis kuratorer, jeg
har nemlig netop hørt rygter om at vores kære, søde og forstående
kurator Frank Franzen også har fået forbud mod at deltage i Emergency
Room-udstillingen af stalinist Colonelski, vil fortælle, men i dag er det,
som sagt en anden historie jeg vil fortælle:
Det er nemlig historien om kunsten. Intet andet. Fordi jeg ved også,
ligesom måske et par af de billedkunstnere der ikke er ’in it for the fame
and fortune’, at billedkunsten, ja kunsten i det hele taget, inklusive det
skrevne ord, er en smuk og formiddabel kommunikationsform, der kan
bruges som øjneåbner, ja måske enda som revolutionær platform. Det
jeg erfarede på min, Frank og Colonels rundtur blandt et skønsomt
udvalg af danske ’billed’-kunstnere, var at interessen for at udtrykke sig i
et politisk landskab var til stede og at de derfor tog Thierry’s opfordring
alvorligt og med en vis portion entusiasme. Den dårlige stemning, der
som nævnt i starten af denne tekst, som der sneg sig ind i privatsfæren,
i disse kunstneres, i Thierry’s, i Frank’s og til sidst i min, var
udelukkende et resultat af min manglende respekt for privatsfæren, jeg
er tilhænger af at vi bevæger os ind i privatsfæren og agerer der, hvilket
jo også har været et omdrejningspunkt i Thierry’s lange og faktisk ret
interessante kunstneriske løbebane, og det var netop her i privatsfæren,
altså hjemme hos stormogul Colonel, at jeg fik af vide, at eksempelvis
kunstner nr. 3, nævnt i Dagbog Nr. 1, var blevet ked af at jeg, i hans
arbejdssfære, det reklamebureau Emergency Room-holdet besøgte
ham i, kun havde lagt mærke til at det var i et reklameselskab vi mødte
ham, nemlig hans arbejdsplads, og måske er det også dumt af mig at
reagere så negativt overfor reklamebranchen i al almindelighed og i det
faktum at reklamebranchen bruger kunstnere til at sælge, eksempelvis
de cigaretter, som jeg og mange andre, er ved at slå os selv ihjel med,
men det er en anden historie. Historien jeg vil fortælle i dag er at jeg
faktisk, midt i al min reklamebureaustorkapitalismefascismeparanoia,
modsat hvad Kunstner nr. 3 måtte tro, faktisk lagde mærke til den kunst
Kunstner nr. 3 producerede og det jeg gerne vil fortælle idag er historien
om hvad jeg så. Det jeg så var dejg. Med eller uden ’g’. Kunstner nr. 3
arbejder nemlig med dej. Og med ligusterhække. Og med en glidebane
hvorpå kunstneren eller en anden person, glider ned over noget maling
og lander på et lærred, en aktion der minder mig og Thierry’s og mit
projekt på Roskilde Festival kaldet Sport Art, hvor vi blandt andet
arrangerede Scate Painting, hvor scatere skøjtede henover en rampe
påført maling og landede på et lærred, uden selvfølgelig på nogen
måde at påstå at der er nogen sammenhæng og kunstner nr. 3
arbejdede også med billeder af Præsident George W. Bush og Osama
bin Laden og havde også haft planer om politisk orienterede aktioner
med bla. Den lille havfrue-skulpturen på Langeline som en af aktørerne,
osv. osv. Og det er her jeg kommer til pointen. Ligesom alle de andre
Emergency Kunstnere, så synes jeg også at denne kunstner er et stor
talent, en spændende og ide- og tankerig kunstner, en mand eller i
andre tilfælde kvinde, hvis karriere, jeg hver dag jeg vågner op, glæder
mig til at følge langt langt ind i fremtiden. For som min underholdende
og også yderst underholdende klædte kunsthistorielærer på
Københavns Universitet, lad os kalde hende Universitetslektor 1, siger:
COPYLEFT – NOT COPYRIGT.
Amen.