Emergency Room Dagbog Nr. 5 Version Undskyld

EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 5
Version Undskyld

Af Morten Friis

I dag føler jeg mig som Jørgen Leth. Jeg føler mig som Jyllands
Postens kulturredaktør. Jeg føler mig som hver og én af tegnerne bag
Muhammed-tegningerne i Jyllands Posten, jeg føler mig som Anders
Fogh Rasmussen. Jeg ved at jeg, efter massivt pres, er nødt til at sige
undskyld. Undskyld til alle Emergency Room-kunstnerne, til kurator
Frank Franzen, til vor store Leder Thierry Geoffroy, til det danske folk, til
min mor, min afdøde far, min ligeledes afdøde mormor og morfar, til
generationer efter generationer af familien Friis og Fangel, århundreder
tilbage, ja, helt tilbage til stenalderen, dengang, hvor ytringsfriheden
måske var større, måske var mindre, i hvert tilfælde kunne man risikere,
dengang, at få en kølle i hovedet hvis man sagde noget forkert omkring
lejrbålet, uden for hulen, efter en god, eller en dårlig, dags jagt.

Det hele startede i går, den 21. februar, i det herrens og fandens
Emergency-år 2006, da jeg modtog en mail fra vor store leder Colonel,
ordlyden var følgende: ”salut morten. morten friis diary a rendu triste
plein d artiste. c’est carrement le moral a moins 10 minimum pour
plein. je suis triste si ils sont tristes, l idée c’est de trouver de l’energie
ensemble ? isn’t it? ils sont provoqués mais je crois certain sont echec
et mat. je sais pas si c' etait le but. de courir partout. Amicalament.
Jojo”. Det min livslange ven skrev til mig var chokerende, men
tilsyneladende sandt: Min humoristiske og livsglade dagbog havde
gjort mindst 10 af Emergency Rooms kunstnere triste. Og det faktum, at
de var triste, havde gjort Thierry trist. ”Ideen var at finde energi sammen,
var det ikke?” skrev Thierry videre og fortsatte ”Jeg tror måske det er et
spørgsmål om skak og mat” og spurgte om det var det, der var
meningen med at løbe rundt (og rekruttere kunstnere til Emergency
Room). Altså at gøre dem triste???

Efter en lang dag med 500 kilometer på jyske landeveje, en begravelse,
og jeg ved lige nu ikke helt hvor mange kopper kaffe, og i hvert tilfælde
ikke hvor mange Marlboro 100, var det et chock at erfare at Emergency
Room’s efter min mening, dygtige, venlige, gæstfri og
imødekommende, og tilmed revolutionære, kunstnere havde taget min
’dagbog’ ilde op og følt sig personligt krænkede. Min søde kæreste
mente at det var fordi jeg havde skrevet om disse kunstneres
’privatsfære’ og det havde de ikke lyst til at få ’ud’. Jeg gjorde hende
opmærksom på at jeg, af samme grund, altså ønsket om at disse
kunstnere ikke, i det offenlige rum som en hjemmeside jo også er,
skulle kunne ’genkendes’ af menigmand, ikke havde nævnt dem ved
navn, men ved Nummer. Hun trak blot på skuldrene og bad mig om
’ikke at tage det personligt’. Det havde jeg meget svært ved, så trods
min lange, udmattende dag, havde jeg noget svært ved at sove, så jeg
røg nogle flere cigaretter, drak noget mere kaffe og læste resten af John
Grisham’s The Testament, en knaldroman om en nonne og missionær,
der arver 11 milliarder og bruger dem til mere missioneren og til at
hjælpe verdens fattige. Det gjorde mig kun i endnu dårligere humør,
følelsen af skyld skyllede ind over mig igen og igen, var jeg blot en
milliardærnonne, der i det mindste kunne give alle disse fattige
kunstnere en masse penge, så de kunne blive glade igen.

Jeg stiller mig selv spørgsmålet, denne forholdvis solrige morgen, den
22 februar, hvad det lige var der skete. Der var, mit nationale sindelag
taget i betragtning, heldigvis ikke tale om at flagafbrændingerne ankom
til mit elskede København, næ, blot en lille og ganske privat
link-afbrænding. Og jeg følte mig da også mildest talt ’afbrændt’, da jeg
erfarede at linket til min hjemmeside friisfastdiary.blogspot.com var
blevet fjernet fra Emergency Rooms ’officielle’ hjemmeside. Jeg fik
ingen meddelelse om dette hverken pr. mail, post, telefon eller brevdue,
men erfarede senere på dagen, at der ikke var tale om en fejl på
serveren, nej, det var vor store leder, der uden yderligere omtanke, med
hård og stalinistisk hånd, havde fjernet denne uønskede propaganda,
dette værk, hvis en revolverjournalist fra Vesterbro da overhovedet, i den
akademitrænede, statsautoriserede kunstverden har ret til at kalde sig
kunstner. Nej, det er nok kun for de statsstøttede, dem med papirerne i
orden, dem der, fra et liv som kunstverdens uuddannede eller selvlærte
flygtninge, har fået indrejsetilladelse, har fået Anders Fogh, eller Brian
’Kanon’ Mikkelsen, eller en eller anden firserdinosaur af en
kunstprofessor fra Det kongelige Danske Kunstakademis Yves Kleinblå
stempel i hoved og røv.

Jeg greb derfor, ydmyg, ydmyget og fortvivlet røret på min DORO
krystal-telefon, fastnet som i gamle dage, og ringede den sataniske
Web-master Geoffroy op på privaten, og han forklarede mig at en lang
række kunstnere, direkte til Chefen eller via væbner Franzen, via alle
mulige kommunikationsmidler, havde udtrykt alt fra tristesse over
depression, til deciderede selvmordstanker, grundet
Muhammed-tegningerne..., nånej, grundet FriisFastDiary-teksterne, de
havde følt sig trådt på, forrådt, ja, i det hele taget havde de vist, på
ganske kort tid, fået følt en lang række af de følelser, som det gryende
danske forår jo så afgjort ikke bør indeholde eller inspirere til. Og al
dette på grund af et par hundrede linier, på et forholdsvis privat website
eller i mail’s med dagbogsteksterne, sendt direkte til dem af Colonel,
for i øvrigt uden mit samtykke.

At linket blev fjernet, som med et historieforfalskerens definitive
pennestrøg, forklarede min rigtig gode ven Thierry med at der jo i
Emergency Room’s statutter stod at ’værker’, ville blive fjernet efter 24
timer, men jeg har fandme ikke skrevet under på nogen Emergency
Room-kontrakt, jeg er ikke blevet indlemmet i Emergency
Room-kunstnerflokken, jeg har intet udstillet på hverken Nikolaj, eller
hvor Emergency Room ellers måtte påstå at have udstillingsrum, så
hvorfor skulle min ’dagbog’ pludseligt høre til i kategorien ’udstillede
værker’, det havde jeg svært at forstå. Og det var nok heller ikke grunden
til fjernelsen. Vi blev enige om at det nok nærmere var, som det jo også
var udgangspunktet, at skabe holdånd og en positiv revolutionær
kunstpraksis, og det var jeg jo ganske afgjort helt enig i. Så jeg
accepterede spillereglerne, det var jo ikke mig der havde lavet dem, jeg
havde ingen indflydelse på dem tydeligvis, og fik da også allernådigst
lov til at lave endnu en ’dagbog’, den fik dog ikke lov til at figurere på
hjemmesiden igen, da der var en vis nervøsitet at spore: Tænk hvis en
magtfuld og statsansat ’kunst’-formidler fra eksempelvis Århus
Kunstuseum, af alle steder, eventuelt skulle se den, med henblik på
eventuelt at støtte denne, for mig, efterhånden lidt flossede
’revolutionære’ udstillingstanke og -praksis, og så stødte på
friisfastdiary’s ’frie ord’... Ja, der lurer en fare bag hvert et hjørne, i denne
paranoiditetens moderne ’medie’ og ’web’-tid’. Det er jo aldrig rart, for
en kunstner, at forestille sig et liv i absolut fattigdom, hvis statskronerne,
eller de private sponsorpenge, pludselig, skulle holde op med at rulle.

Men jeg kan da under alle omstændigheder få lov til at sidde her,
mutters alene, og skrive til mig selv på min gamle iMac, mens jeg ser
på Blegdamsvejens Arrest ud af mit tårevædede vindue, det bliver
måske min næste destination, i kunstens og ytringsfrihedens tjeneste.

Men al dette er jo heldigvis fortid. Og det, der er mit ærinde i dag, det er
at sige undskyld. At sige undskyld. Ja. At sige UNDSKYLD. Sådan at
selv en araber kan forstå det. Ikke sådan halvkvalt og forsinket ligesom
en vis avis og en vis Statsminister, men helt ærligt undskyld. Lige fra
hjertet. Dybt fra min sjæl. Det har jo ikke været min mening at gøre
nogle kede af det. Det har ikke været min mening at såre nogen. Det har
ikke været mit mål at så splid eller spolere folks gode humør. Det har
ikke været meningen at gøre andet end det jeg har brugt hele mit liv på
at gøre. Beskrive den verden jeg lever i. Sådan som jeg ser den. Det har
ejheller været min mening at promovere mig selv og mit ego. Mit ego er
så lille at det næsten er usynligt og derfor heller ikke kan gøres til
genstand for promovering. Og skulle der have været et ærligt og redeligt
ment tilbud om tekstassistance, til Emergency Room’s kunstnere, der
tilsyneladende ikke selv kan finde ud af hverken at skrive en mail eller
sende et kunstværk hvor de har klippet hovedet af tekstmester Friis,
eller på anden måde udtrykke deres sorg til mig direkte, der jo er selve
kilden til at denne sørgmodighed, så undskylder jeg også dette. Men
selv ondskaben selv, læs: overtegnede, skal jo have æg til sit salt og
tag over hovedet, jeg håber på forståelse for disse livets basale
betingelser og nødvendigheder.

Skulle vi aldrig ses igen, skulle vore blikke aldrig mødes i kærlighed og
tro på fremskridtet igen, så vil jeg blot til alle jer proklamere: Jeg tror på
kunsten. Jeg tror på kunstnerne. Jeg tror på Emergency Room. Og jeg
tror på den almægtige og tilgivende Gud, selv efter Endnu en Dag i
Kunstens Tjeneste. Amen.

DAY 4

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 4

Af Morten Friis

Mit misbrug af speciallæger har den seneste tid nåede nye højder, og efter et som vanligt yderst smertefuldt besøg hos kiropraktoren, varmes de tohjulede op på Carl Johans Gade hvor kurator Franzen med vanlig venlighed har indvilliget i at transportere vores store Leder i en Christiania-cykel, som om han ikke havde børn nok i forvejen, og med Geoffroys nyklippede hårtop stikkende op af trækassen, bliver kursen sat mod tristessens absolutte point zero: Nordhavnen. På kanten af virkeligheden, i skyggen af højbanen, med havnens lugt at døde fisk og havnearbejdersved bor en kunstner, Nr. 16 faktisk, som overtegnede altid har været en meget stor beundrer af, en mand der har prøvet mere end lidt af hvert, en mand der i den internationale kunstverden har gjort en rustik og råkold samfundskritik til sit ‘trade mark’, undskyld udtrykkets kapitallogiske karakter, for der er ingen kapitalisme at spore i nedtrykte Nordhavns barske habitat, men bag murene gemmer sig som sagt en mand, der har indrettet sig i dette Københavnske klassiske inferno, med nøgne pærer, jordbærprydede voksduge og en generel følelse af ‘hygge’, som den kun fåes i det danske, selv her i hovedstadens limbo.
Lidt sure opstød fra morgenens Cirkel Guld-kaffe-diæt sniger sig op igennem den muskel der adskiller mavesækken fra spiserøret, så mens den klassiske sydeuropæsike kaffemaskine syder på de to elblus, som kunstner nr. 16 har spændt fast på et tilsyneladende defunkt gaskomfur, sender jeg en venlig tanke til Klaus Tønnesen, som jeg i dette forum egentlig gerne vil lave en lille reklame for, da jeg kunne forestille mig at mange kunstnere, med deres diæt af opløsningsmidler og Nescafe kunne bruge netop denne hjælp, som før fortalt er han kirurg med speciale i mave- og tarmsygdomme, han bor i Rømersgade og hvis man ringer til revolverjournalisten fra Vesterbro, som jo, som nogle måske har opdaget, svarer til overtegnede, på 2744 6617 så vil jeg gerne formidle kontakten, og nu reklametrommerne for alfor lyder, så har speciallægeforbrug og medicinmisbrug fuldstændigt ødelagt min økonomi, så skulle nogen mangle en skriversvend, så er jeg så absolut manden, prisen både overkommelig og tilforladelig.
Ganske sikker på at vor store Leder vil tortere mig, så Abu Graib kommer til at ligne en børnehaveudflugt, for dette promenade ud af markedsføringens vildspor, vender jeg straks tilbage til kunstner Nr. 16, som fortæller om sin fascination af ‘det frie ord’, men også udtrykker et behov for at kommunikere med større menneskemasser, end den håndfuld mennesker der, ved en celestial fejltagelse, kommer fordi Nikolaj Udstillingsbygning, hvor Emergency Room’s første ‘masseudstilling’, som jeg har valgt at kalde det, i god maoistisk, barfodsrevolutionær tradition og praksis. Diskussionen ridser endnu en skæringspunkt mellem Emergency Room’s kombattanter op, vor store Leder nærer en bundsolid paranoia, når det gælder danske og internationale tv-stationer og Kunstner nr. 14 gør ganske rigtigt indsigelse mod diverse kunstkanalers ekstremt søvndyssende programflade. “If I see something on the news, I jump i my sofa, in a degree where the neighbors are complaining” råber stormester Colonel, så den sociale harme dirrer mellem de halvfærdige, tapetløse køkkenvægge. “But still we need a lot of money” indrømmer kunstkender Franzen, drømmene om øjeblikkelig berømmelse når nye højder, en gigantisk videoskærm på ydersiden af den nu pensionerede kirkebygning, mit religiøse gen vibrerer nu nervøst... Er jeg blevet en del af en neorevolutionær bevægelse, der som sovjettiske elitesoldater, brænder kirker, håner Vorherre, afbilleder Muhammed... Implikationerne er skræmmende, men med min nuværende helbredstilstand, er der måske ikke så meget forgjort i at lade sig blæse i luften i et artistisk selvmordsangreb, lige midt i en af Europas sidste krigsførende nationer: ANGREBSKRIG! ANGREBSKRIG! ANGREBSKRIG!
“I have actually been a politician on the very left wing side, I was very good at it, making national news etc, but I got really really bored, repeating the same thoughts again and again, I was questioning everything far to much, so I quit the political world, to become an artist. But still today, I spend a lot of my energy, time and emotions on the news, In such a degree, that I actually try not to see too many news...” Det anede mig vi havde at gøre med en realpolitisk sværvægter her, “I am very interested in how we organize our social co-existence” fortæller Nr. 15 og måske rammer han her et kernepunkt i Emergency Rooms fortvivlede og håbløse forsøg på at ændre et samfund på vej på en humanistisk deroute af abnorme dimentioner, vores drøm er måske blot at ‘være sammen’, som vores hippiepædagoger fra institutionstiden udtrykte det, en blød, venlig, al-human drøm om at elske hinanden, det er som om Jesus svæver over voksdugen, herude hvor sjælen har forladt byen og byen løbet ud i havneudløbet som er løbet videre op i de svenske skove, hvor i det mindste elgene har det nogenlunde.
Stormogul Colonel mener at den fuldstændig mangel på demokratisk sindelag, kritisk presse og almindelig folkelig oprørstrang, som kunstner Nr. 15 igen og igen kritiserer og forarges over stammer fra vor opvækst i børnehaven, det faktum at vi har indlært at ‘det kommer nok’, at vores velfærdssamfund er en evig og ubrydelig enhed, og slutteligt sukker kunstner nr. 15 og bliver pludselig i tvivl om hele sin nationale identitiet måske er baseret på intet andet end en generel og oprindelig primitivitet og en moralistisk og småttænkende tendens i den danske folkesjæl.
“When the light is red they stop, if it is green they go, they follow the signals” proklamerer den tydeligvis danskfjendtlige franske konceptkunstner fra den franske provins- og militærby Nancy, et sted der, så hvidt jeg har erfaret, er et godt sted at flygte fra.
Så nu vil jeg flygte, flygte fra kunsten, efter Endnu en Dag i Kunstens Tjeneste, mens de lokale kunstnere taler videre om et kulturelt underudviklet samfund som det danske, en bondekultur, der er ikke det der ikke er i vejen med mit elskede fædreland på denne dødeligt triste mandag, den 20. februar i året to tusinde og seks.

DAY 3

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog nr. 3

Af Morten Friis

Med tre Slutty Mary’s fra neo-nørrebrotrendy Oak Room og to forholdsvis flade store fadøl fra nyinstandsatte Stereo Bar i leveren og 7 kopper kaffe og 6 Marlboro 100 i henholdsvis mavesæk og stenlunge møder jeg familiemanden og pseudokommunisten Thierry Geoffroy foran Blegdamsvejens Arresthus. Vi har støvet søndagscyklerne af og under en tonstung dansk gråvejrshimmel sætter vi kurs mod kunstnerkollektivet 1. th, eller venstre, eller måske midtfor, i alle tilfælde beliggende i Københavns kreative højborg, et autonomt stenkast fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Der er et herrens rod i de antikke lokaler, det flyder ud over gulv, borde, stole, vægge med ’kunst’, ofte i kollageform, en gruppe på otte-ni krøllet udseende søvndrukne twenty-, thirty-somethings, er placeret rundt om et bord med Pilsner Urquell, Tuborg på dåse, Nescafé, skummetmælk, røde Kings og flere kunstnerisk udfald, de fleste er allerede, på denne højhellige søndag, den 19. februar 2006, i gang med at klippe gamle kunstkataloger, modeblade og lignende fra hinanden, en rødskægget mand tegner med tusch, der er en stemning af søndagshygge og kreativitet og rummet samler sig omkring os som en al-artistisk livmoder i trygge rammer, her på kanten af Kongens Nytorv.

Kunstner Nr. 9 signerer efter let, men bestemt pres fra vores store Leder, Nr. 10 er en yderst smilende og dejlig kvinde, der udover at være kunstner også er mor og livmodertemaet emmer ud af hendes sortklædte krop, hendes bomuldstrøje modsiger dog lidt al denne familaritet, et dødningehovede i hvidt pryder nemlig hendes bryst og man kunne fristes til at tro hun abonnerede på de autonomes helt eget urbane livstilsmagasin.

Drengene er tydeligvis glade for det kvindelige selskab, det er som om temperaturen i Emergency Room stiger betragteligt når skæringspunktet mellem forhørslederne og de forhørte får en erotisk klang.

”Jeg mener at al kunst er politisk, på et eller andet plan, men politisk kunst er ikke interessant, fordi det altid bliver en venstreorienteret ting og hvis du udtrykker højreorienterede meninger, bliver, du, af andre kunstnere, stemplet som fascist”, udbryder kunstner Nr. 11, der insisterer på at tale dansk under interviewet. Overtegnede fryder sig enormt over dette nationalistiske standpunkt, har altid ment at stolthed over det nationale er et centralt brændstof for positiv tænkning, et liv fuldt af nationalt mindreværd har været min generations hæmsko og bagdel, Leve Danmark!

Tilbage på angelsaksisk med Nr. 12: “I try to explore the entropy of art” udtaler Nr. 13, det er ved at blive en anelse for højpandet for revolverjournalisten fra Vesterbro, fyldt med bryggerhelstelort og drengestreger, jeg får pludselig en ubændig trang til en overklasseoplevelse a la brunch på Café Europa med Mads Nørgaard og nogle velklædte, velduftende Hellerupfruer, et lille glas youghurt med friske solbær, verdensmesterskabskabsvindende barista-kaffe, sejt hvidt bondebrød, Gouda-ost fra træskolandet, ja, fast føde for revolutionens fortrop ville være passende midt i al denne lugt af maling og kunstnerdrømme.

Kunstner Nr. 14 har jeg mødt før. Et højst besynderligt single anti-vanlentines-day bog-udgivelses risotto og rødvins-arrangement ugen før på restaurant Kong Christian var rammen, på væggen hang, blandt litografier af Michael Kvium og andre firser-ikoner, et værk af kunstner Nr. 14 hvor han opremsede hahish’s skadelige virkninger rundt om et nøgenselvportræt. “Yes, I drink an extra beer” indrømmer kunstner fjorten, det er dog ikke på grund af nyhedsstrømmens negative indvirkning, nærmere det ur-danske sociale koncept, hvor øl og socialt samvær er uløseligt forbundet, plus tømmermændenes psykedeliske og bevidsthedsudvidende effekt. Der bliver skrevet under, og jeg er rimelig træt af pis, jeg vil have søndagsfisse og kærlighed og aldrig, aldrig mere nærme mig kunstverdenens klaustrofobiske, intrigante, pseudointellektuelle vacuum. Jeg vil leve livet, blandt arbejderklassens glade svende, blandt bourgeoisiets frejdige aristokrater, blandt det folk jeg elsker. Der er dog stadig kunstner Nr. 15 tilbage inden fyraften, han har piercinger i øret, selvmutilering er ejheller fremmed for den moderne kunstner, tænker jeg, medens jeg erfarer at Kultfiguren Geoffroys totale mangel på opmærksomhed på detaljer og fuldstændige mangel på præcision som sædvanlig præger vores store Leder, Emergency Room’s hollandske kurator forklarer mig heldigvis afsluttende af vi er på besøg hos kunstnergruppen Selvsving og ikke 1 th som oprindeligt påstået. Jeg trygler om frisk luft og frihed, mit ønske bliver honoreret, jeg har lært, at en bøn altid er starten på et bedre liv. Jeg tror på Gud i dag

DAY 2

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 2
Af Morten Friis

Mere kaffe, flere cigaretter og et yderst smertefuldt besøg hos en specialæge i mave og tarmsygdomme, hvor netop denne morgenmadspraksis blev skarpt kritiseret, og så var overtegnede igen oppe på væltepeteren i selskab med revolutionsgardist Geoffroy. Det var blevet fredag d. 17. februar, og vi ankom i forholdsvis fin form til 69’er-trendy Café Wilder, hvor kuratoren allerede i en rum tid havde charmeret en lokal kunsthistoriestuderende skønhed og netop på celebre Christianshavn boede kunstner nr. 6, der pure nægtede at oplyse om sit politiske ståsted, men dog skrev under på Emergency Room’s neoparanoide ansvarsforflyttigelsesdokument, mens husets yngste apatisk skød sig gennem krigsspil efter krigsspil på sin PC-konsol.
Kunstner Nr. 7, som var identisk med tirsdagens trendy aflysning Nr. 4, visiteredes i kedeligt kommercielle city. Hos ham var der så meget plads at man knap kunne finde hverken indgang eller udgang og uden at læse hverken det med stort eller det med småt signeres endnu en gang, ligesom hos kunstner nr. 8, der overraskende boede forholdsvist ydmygt på det tidligere så gråmelerede, men nu ganske neotrendy Vesterbro, og endnu mere overraskende, faktisk havde en række intelligente og velovervejede forslag til udvidelse og justering af udstillingskonceptet. Emergency Room’s skaber og primus motor og hans nyslåede kurator endte denne fredagens tilbagelænede tour-de-force med at stå på gaden i slagsskyggen af bydelens nyrenoverede lejekaserner, omgivet af forhenværende ludere og lommetyve, og skændes bravt over en detalje i konceptstrukturen, mens jeg forlod dem smilende, med en Marlboro 100 i flaben, efter Endnu en dag i Kunstens Tjeneste

DAY 1

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 1
Af Morten Friis

Det er altid et privilegium at møde en stor kunstner, og endnu mere, når det er på sted hvor vedkommende skaber sin store kunst, eller endnu bedre, der hvor vedkommende tilbringer den tid hvor vedkommende er ganske privat...
Med dette in mente steg jeg, tirsdag den 14. februar, i det hersens år 2006, med tre kopper kaffe af mærket Cirkel Guld i maven, seks cigaretter af mærket Marlboro 100 i lungerne, og absolut ingen fast føde i systemet, ind i en taxa fra Taxa Motor, med destination Carl Johans Gade i et af Københavns finere nabolag, for at besøge konceptkunstneren og fritidsrevolutionsromantikeren Thierry Geoffroy og hans nyudnævnte væbner, den hollandsfødte kunstner og kurator Frank Frantzen, i forbindelse med starten på endnu et kapitel i sagaen om udstillingsstrategien Emergency Room, resultatet af 20 års stædigt, intenst og målrettet arbejde udført af Monsieur Geoffroy, i samarbejde med et omskifteligt hold af assorterede associerede.

Planen for lige denne specifikke dag var lige så genial, som den var enkel. De tre artistiske musketerer havde givet sig selv den opgave at opspore fem styks kunstnere af let- til mellemvægtsklassen og overtale dem til at udvide deres kunstneriske praksis til at indbefatte hård, ubarmhjertig, politisk kunst, med en fuldfed streg under det politiske.

Nr. 1 boede i en Frederiksberglejlighed fuld af solskin, harmoni og racekatte, og indvilligede efter en længere samtale i at konverterere og subskribere på Emergency Room og dets revolutionære praksis.
Nr. 2 boede i en betydeligt mindre, men ganske hyggelig Christianshavnerlejlighed, og også han indvilligede i at lade revolutionen skylle hans kunstpraksis mod nye politiske kyster. Ligesom nr. 1 blev han, for en sikkerheds skyld, videofilmet under hele besøget, og underskrev da også et dokument, der trods et væld af stavefejl og besynderlige formuleringer, gjorde det klart, at han, og kun han, var ansvarlig for sine handlinger og sine værker, når de blev skabt og udstillet i Emergency Room’s spritnye politiske verdensbillede.
I en formfuldendt futuristisk og vældig høj bygning nær Rådhuspladsen, lige ud af Fritz Langs Metropolis, og tydeligvis en storkapitalistisk markedsføringsfabrik at den ondeste slags, mødte vi Nr. 3. Efter en fyldig frokost i reklamekoncernens store, venlige kantine, hvor suppen dog var en del for salt, skrev også han under på kontrakten og vi var klar til nr. 4, som nok var den mest celebre af vores nye proselytter, og måske derfor havde aflyst. Så vi bevægede os upåvirkede over dette lille kontrarevolutionære bump i vejen videre til nr. 5. Tilbage på Frederiksberg, endnu en gang med masser af dejlige kvadratmeter, denne gang med have, og rigeligt af den indhentede vi den sidste underskrift, og med den i hus, sagde vi meget pænt farvel, efter Endnu en Dag i Kunstens Tjeneste.