DAY 4

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 4

Af Morten Friis

Mit misbrug af speciallæger har den seneste tid nåede nye højder, og efter et som vanligt yderst smertefuldt besøg hos kiropraktoren, varmes de tohjulede op på Carl Johans Gade hvor kurator Franzen med vanlig venlighed har indvilliget i at transportere vores store Leder i en Christiania-cykel, som om han ikke havde børn nok i forvejen, og med Geoffroys nyklippede hårtop stikkende op af trækassen, bliver kursen sat mod tristessens absolutte point zero: Nordhavnen. På kanten af virkeligheden, i skyggen af højbanen, med havnens lugt at døde fisk og havnearbejdersved bor en kunstner, Nr. 16 faktisk, som overtegnede altid har været en meget stor beundrer af, en mand der har prøvet mere end lidt af hvert, en mand der i den internationale kunstverden har gjort en rustik og råkold samfundskritik til sit ‘trade mark’, undskyld udtrykkets kapitallogiske karakter, for der er ingen kapitalisme at spore i nedtrykte Nordhavns barske habitat, men bag murene gemmer sig som sagt en mand, der har indrettet sig i dette Københavnske klassiske inferno, med nøgne pærer, jordbærprydede voksduge og en generel følelse af ‘hygge’, som den kun fåes i det danske, selv her i hovedstadens limbo.
Lidt sure opstød fra morgenens Cirkel Guld-kaffe-diæt sniger sig op igennem den muskel der adskiller mavesækken fra spiserøret, så mens den klassiske sydeuropæsike kaffemaskine syder på de to elblus, som kunstner nr. 16 har spændt fast på et tilsyneladende defunkt gaskomfur, sender jeg en venlig tanke til Klaus Tønnesen, som jeg i dette forum egentlig gerne vil lave en lille reklame for, da jeg kunne forestille mig at mange kunstnere, med deres diæt af opløsningsmidler og Nescafe kunne bruge netop denne hjælp, som før fortalt er han kirurg med speciale i mave- og tarmsygdomme, han bor i Rømersgade og hvis man ringer til revolverjournalisten fra Vesterbro, som jo, som nogle måske har opdaget, svarer til overtegnede, på 2744 6617 så vil jeg gerne formidle kontakten, og nu reklametrommerne for alfor lyder, så har speciallægeforbrug og medicinmisbrug fuldstændigt ødelagt min økonomi, så skulle nogen mangle en skriversvend, så er jeg så absolut manden, prisen både overkommelig og tilforladelig.
Ganske sikker på at vor store Leder vil tortere mig, så Abu Graib kommer til at ligne en børnehaveudflugt, for dette promenade ud af markedsføringens vildspor, vender jeg straks tilbage til kunstner Nr. 16, som fortæller om sin fascination af ‘det frie ord’, men også udtrykker et behov for at kommunikere med større menneskemasser, end den håndfuld mennesker der, ved en celestial fejltagelse, kommer fordi Nikolaj Udstillingsbygning, hvor Emergency Room’s første ‘masseudstilling’, som jeg har valgt at kalde det, i god maoistisk, barfodsrevolutionær tradition og praksis. Diskussionen ridser endnu en skæringspunkt mellem Emergency Room’s kombattanter op, vor store Leder nærer en bundsolid paranoia, når det gælder danske og internationale tv-stationer og Kunstner nr. 14 gør ganske rigtigt indsigelse mod diverse kunstkanalers ekstremt søvndyssende programflade. “If I see something on the news, I jump i my sofa, in a degree where the neighbors are complaining” råber stormester Colonel, så den sociale harme dirrer mellem de halvfærdige, tapetløse køkkenvægge. “But still we need a lot of money” indrømmer kunstkender Franzen, drømmene om øjeblikkelig berømmelse når nye højder, en gigantisk videoskærm på ydersiden af den nu pensionerede kirkebygning, mit religiøse gen vibrerer nu nervøst... Er jeg blevet en del af en neorevolutionær bevægelse, der som sovjettiske elitesoldater, brænder kirker, håner Vorherre, afbilleder Muhammed... Implikationerne er skræmmende, men med min nuværende helbredstilstand, er der måske ikke så meget forgjort i at lade sig blæse i luften i et artistisk selvmordsangreb, lige midt i en af Europas sidste krigsførende nationer: ANGREBSKRIG! ANGREBSKRIG! ANGREBSKRIG!
“I have actually been a politician on the very left wing side, I was very good at it, making national news etc, but I got really really bored, repeating the same thoughts again and again, I was questioning everything far to much, so I quit the political world, to become an artist. But still today, I spend a lot of my energy, time and emotions on the news, In such a degree, that I actually try not to see too many news...” Det anede mig vi havde at gøre med en realpolitisk sværvægter her, “I am very interested in how we organize our social co-existence” fortæller Nr. 15 og måske rammer han her et kernepunkt i Emergency Rooms fortvivlede og håbløse forsøg på at ændre et samfund på vej på en humanistisk deroute af abnorme dimentioner, vores drøm er måske blot at ‘være sammen’, som vores hippiepædagoger fra institutionstiden udtrykte det, en blød, venlig, al-human drøm om at elske hinanden, det er som om Jesus svæver over voksdugen, herude hvor sjælen har forladt byen og byen løbet ud i havneudløbet som er løbet videre op i de svenske skove, hvor i det mindste elgene har det nogenlunde.
Stormogul Colonel mener at den fuldstændig mangel på demokratisk sindelag, kritisk presse og almindelig folkelig oprørstrang, som kunstner Nr. 15 igen og igen kritiserer og forarges over stammer fra vor opvækst i børnehaven, det faktum at vi har indlært at ‘det kommer nok’, at vores velfærdssamfund er en evig og ubrydelig enhed, og slutteligt sukker kunstner nr. 15 og bliver pludselig i tvivl om hele sin nationale identitiet måske er baseret på intet andet end en generel og oprindelig primitivitet og en moralistisk og småttænkende tendens i den danske folkesjæl.
“When the light is red they stop, if it is green they go, they follow the signals” proklamerer den tydeligvis danskfjendtlige franske konceptkunstner fra den franske provins- og militærby Nancy, et sted der, så hvidt jeg har erfaret, er et godt sted at flygte fra.
Så nu vil jeg flygte, flygte fra kunsten, efter Endnu en Dag i Kunstens Tjeneste, mens de lokale kunstnere taler videre om et kulturelt underudviklet samfund som det danske, en bondekultur, der er ikke det der ikke er i vejen med mit elskede fædreland på denne dødeligt triste mandag, den 20. februar i året to tusinde og seks.