NR 16

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 16
‰Kunsten i sig selv er hverken god eller ond‰ skrev Grethe F. Rostbøll i
kataloget til udstillingen DET ONDE/ INFERNO som jeg har et signeret
eksemplar af, hvor jeg pludselig falder over Jes Brinchs signatur, der
var jo mange dengang der var gang i. Claus Carstensen, Peter Bonde,
der malede med tungen og udstillede i skumle underjordiske help
yourself-gallerier. Sådan var kunsten da jeg var ung. Der var projektet in
and out the flat No 1 ˆ 5 stykker, der var film hvor de nyvilde løb op ad
trapperne i saneringsmodne bygninger, der var en film der hed grød,
hvor lemmerz havde en pik på hovedet som han kneppede en
sweedish teenage-doll med medens noget køkkenrealistisk
grødproduktion foregik i det proletariske hjem hvor scenen var sat.
Brinch selv brændte børnehaver i city og kastede om sig med knuste
busser på Kongens Nytorv. Der var bål i lortet, der var interaktion i en
herlig grad. Lad Emergency Room overhale de nyvilde i vildskab, så
skal jeg nok komme på besøg...

FriisFastDiary Nr. 14

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 14

Det går dårligt i dag. Der er ingen penge til Marlboro 100 og kaffe. I
stedet læser jeg om Signac. En kunstner der levede fra 1863 ˆ 1935 i
Frankrig. Han var båd-mand, ligesom min lillesøster, der i dag skal ud
på sin første kanotur i kanoklubben.
Er det en politisk begivenhed, nej, den er familial. Så tilbage til Signac:
Anne Distel skriver under overskriften Portrait of Paul Sicnac:
Yachtsman, Writer, Indépendant, and Revolutionary bla. Følgende i en
katalogtekst: ‰Signac ... demonstrated his solidarity with the struggling
proletariat, while also asserting his identity as an Impressionist‰. Ja,
kære Emergency Room-kunstnere, læs om Signac, og se om i kan slå
ham på stregen, om i virkeligt kan indarbejde det politiske i Jeres
egentlige kunstproduction, hvad med et forsidedesign til avisen
Arbejderen, udgivet utrætteligt af DKP/ML Marxister Leninisterª i
Danmark. Jeg kan formidle kontakten, så kan I jo hænge avisen om i
EM den dag den udkommer. JA, DET ER SVÆRT AT VÆRE
KUNSTNER. Alle de penge der kommer ind må dog lune.
JEG ER TRÆT AF AT VÆRE KUNSTELSKER I DAG.
GAB OG GODDAG.

FRIISFASTDIARY NR. 13

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FRIISFASTDIARY NR. 13
MARLBORO, KAFFE OG GLÆDE. Jeg er i dag fyldt til randen med
glæde, ikke nok med at solen skinner på mit elskede København, den
skinner også fra min computerskærm, iMac hedder produktet, hvor jeg
har fået en kommentar til friisfastdiary Nr. 12, en person ved navn LR
skriver følgende:
‰Tak for biddet, Friis.
Det er min oplevelse at inklusion er et modeord indenfor
pædagogikken. Det kunne det også blive for kunsten. Inklusion står for
viljen til at kunne favne alle trods forskelligheder og forstå og respektere
individuelle behov. Ingen er udelukket fra fællesskabet. Emergency
Room skaber ikke projekter a la relationel æstetetik. Emergency Room
er kommunikation, der kræver lydhørhed, som en debat om debatten.
Vor Store Leder er helt sikkert anti-racist. Måske ønsker han at
stimulere øvrige Emergency kunstnere til at tænke det samme. Måske
ønsker han bare debat og vudering af evnen til inklusion.‰
Den seneste tid har mit ærinde, som Emergency Room-skribent jo
netop været at inkludere flere kunstnere, og nedtone
gruppeudstillingsbilledet af udstillingen, ved, ved hjælp af et flydende,
frejdigt, forrrygende og formøjeligt kunstnerjagt, at lave et FLOW af
kunstnere der konstant bliver inkluderet i en politiseret kunstpraksis,
som vi jo, i disse tider, har diger brug for. Fuck You At Lovers skrev jeg
på et tidspunkt, et citat lånt af Christian von Hornsleth, for det vi har brug
for er ikke kunstelskere, men KUNSTKOMBATTANTER, det jeg kan
savne er en ultrapersonlig tilgang, til den glæde eller vrede som det
politiske landskab provokerer i sofaen, foran det som nogle har valgt af
kalde nyheder, men som i dag er det reneste, skæreste propaganda,
KÆRE KUNSTNERE, JEG VIL SE JER FLÅ HJERTET UD AF JERES
BRYST, OG HÆNGE DET BLØDENDE OP PÅ UDSTILLINGSVÆGGEN
på aksen København, Berling, New York
KONTROLTAB ER BEDRE END TILLID
Guten Nachmittag
Sieg EM

FriisFastDiary Nr. 12

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 12

Af Morten Friis

Jeg elsker kunsten. Sidder netop nu og læner mig op ad et Claus
Carstensen-værk fra firserne.
Vor store Leder skriver til mig at han er besat af at afsløre mediernes
racistiske tendenser. Jeg har altid være pissetræt af anti-racister. De
har en hellig ild stående ud af røven og bruger blot deres anti-racisme
til at markedsføre dem selv som politisk korrekte che guevara-kloner,
hele denne trang til at afsløre det ene og det andet er i det hele taget en
sygdom som vi har fået ind med guldske af alt fra Danmarks Radios
opbyggende dokumentarprogrammer i halvfjerdserne, henover Ekstra
Bladet og så lige op i røven på Emergency Room. Kunne vi ikke i stedet
afsløre vore egne evner som kunstnere, ved at se på os selv og den
verden der lever inden i os selv når det politiske banker på.
INSHALLAH
Salaam Nikolaj

Emergency Room Diary ca. 11

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE

En god kunstner er ike nødvendigvis et godt menneske‰ sagde min
mentor og gode ven Poul Borum engang til mig. Men hvad er det
kunsten gør ved det menneske der udøver den. Bliver han stjerne der
funkler eller en rotte i en kloak. Det kommer jo meget an på
omgivelserne. Jeg kender en kunstner hvis verden er et paradis på jord,
men jeg kender også en, for hvem de finkulturelle døre er lukket hård og
fast i. Han hedder Christian von Hornsleth og jeg har faktisk foreslået
vores store Leder at invitere ham med til Emergency Rooms festlige,
foretagsomme flytbare fest. Det er ikke sket endnu, men jeg har talt
med vores Store Leder om eventuelt at tage en runde til og se om ikke
vi kan finde flere politiske fronfigurer til Nikolaj, Berlin, New York-aksen.
Måske kunne Hornsleth, min og en række andre kulturpersonligheders
organisation The Futlistic Society hjælpe revolutionen lidt på vej.
Så kære Emergency Room-kunstnere. Støt om om vor store Leder og
inspirér ham til at gøre EM til en folkebevægelse!
Allah Achbar
Inshallah

Friis Fast Diary Nr. 10

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Friis Fast Diary Nr. 10
Jeg tænker på jeff koons. Han er funky. Jeff og en gris. Jeff og konen
siger nej til unionen, kunne man næsten fristes til at sige. Jeg ved ikke
om han er respektereret i kunsthistorikerkredse, men jeg holder
usædvanligt meget af ham. Hang en gang ud med ham en times tid,
han havde lige givet det samme foredrag på hhv. Louisiana og
detkongeligedanskekunstakademi. Han så lidt grøn, og sådan lidt
cocainsvedig ud, men var meget sjov, tilstedeværende og livlig, så det
var nok bare mine øjne, der så gennem et væv af egne dårlige vaner.
Han var sjov og vittig og hele tiden med den her businessman-like
approach, koblet med noget drenget, charmerende, den lille frække
fætter der laver pornografi i det museale og med stor fiscal succes, i det
galleri-ale. Han var en motherfucking bestseller, ham Koons. Jeg havde
set hans basketballs, der enten flød i vand fifty fifty eller hang midt i en
glasmontre, uden suspension, jeg havde frydet mig endeløst over, da
alle troede han var færdig, byggede en meget stor hundehvalp, puppy, i
blomster i nærheden af biennalen i kasel eller hvor det nu var, og havde
fået al opmærksomheden, det var de historier jeg havde fået fortalt, jeg
vidste, som alle i rygternes mørke verden, ikke om noget af dette var
sandt, hed hans og Ciccolinas barn virkelig Maximillian, alt flød
dengang koons var stor, men det flød på sådan en gold card slags
måde, der trods excesserne, var meget kontrolleret, det var blærerøven,
det var riskjær, det var victor, turell, det sneede meget dengang, på
visse cafeer har jeg ladet mig fortælle, men jeg tog ikke andet end en
busbillet og så stod jeg foran Koon, det var alligevel dejlige tider,
dengang sindets spændighed tvang dig længere og længere ind til
kernen og dig selv og kernen af koons, som efter min mening var
porcelænsfiguren af michael jacksom med abe.
INSHALLAH
Friis

- FUCK YOU ART LOVERS eller DØDE DYR

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Friis Fast Diary Nr. Etellerandet.
- FUCK YOU ART LOVERS eller DØDE DYR
- Af Morten Friis
- Jeg kan huske engang min gode ven og vores Store Leder Colonel
fortalte mig, efter en af de mange pauser i vort venskab, at når han kom
hjem, så var lyset på hans telefonsvarer, som angav at han ikke havde
modtaget nogen beskeder, som en fuckfinger, der rejste sig op ad hans
telefonsvarer. I dag spørger jeg mig selv, er jeg en del af emergency
room, er jeg et outcast, ja, jeg spørger mig selv, HADER JEG
KUNSTEN?, efter denne oplevelse med disse kunstnere, eller kan min
KÆRLIGHED TIL KUNSTEN overleve endnu et nederlag.
- JEG KAN HUSKE, FRA MIN TIDLIGE BARNDOM, AT JEG HØRTE OM
BJØRN NØRGAARDS hesteslagtning, The Horse Sacrifice, 1970, og
jeg ved at vor Store Leder ikke særlig godt kan lide Nørgaard, betragter
ham som en plattenslager og en kopist, engang sagde han noget
meget morsomt: ”Man bliver jo nødt til at slå et eller flere dyr ihjel, for at
blive en kendt kunstner i det her land, og det kan Evaristi og Brammer jo
skrive under på, det jeg kan skrive under på, er, at det er
historieforfalskning at påstå at Bjørnen fra Nørregaard ikke, i sine unge
dage, sammen med mange af ex-skolekunstnerne, ikke var sande,
revolutionære kunstnere, Gernes et al, så mit krav, på denne lortedag af
en påskedag efter 2 Marlboro 100 og to kopper kaffe, er at vi inviterer
Bjørn Nørgaard og samtidig, posthumt, inviterer Asger Jorn, som, som
de veloplyste, deribalndt i hvert tilfælde en enkelt af emergency
room-kunstnerne burde vide, faktisk var en ivirig støtte for revolutinen,
Rote Armé Fraction eksempelvis.
- Fuck You Art Lovers

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 7

Fem Marlboro 100’s, fem kopper kaffe, Michael Moore på mit Nokia-TV... som en slags standup-revolutionær burde han kunne give et par tips til de revolutionære kunstnere i Emergency Room, ked af jeg ikke nåede det seneste møde, men, som jeg fortalte vor Store Leder, da han ringede, så er onsdag den dag jeg tilbringer med min søde lillebror, vi sad faktisk på Carlsberg-tribunen og ventede på FCK’s afgørende mål, lige midt på den københavnske storkapitals yndlingsgræsplæne parken. Så vi snyder lige lidt og laver en ’to i ener’.

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 8
- NÅR KUNSTEN STIGER FALDER TIØREN.
I dag tænker jeg på kunsten. Jeg tænker på Baselitz på hovedet, Kienholtz på bar, Gilbert&George på lokum, SuperFlex på socialhjælp, Christian von Hornsleth i Shanghai, Jes Brinch hjemme fra Vietnam. Jeg tænker på Jeff Koons i Ciccolina, jeg tænker på David Hockney i pølen, jeg tænker på min mentor Poul Borum, som altid har været værd af hylde, jeg tænker på Emergency Room-kunstnerne, der allerede har haft deres første møde, jeg tænker på impressionismen, ekspressionismen, kubismen, poppen, neorealismen, maleriets genkomst, jeg tænker på Christina Wilson, min allerførste kæreste, jeg tænker på Ozzy Ozbourne af en eller anden grund. ”It is very good advice to believe only what an artist does, rather than what he says about his work”, starter Hr. Hockney sit strålende første bind af sine erindringer David Hockney – My Early Years. Derfor er jeg jo i dag i en unik position til at tale om kunsten, for jeg er ikke kunstner, jeg er ’writter’, som vor inspirator Colonel kalder den sektion kun jeg, pt. tilhører. Dette også som en opfordring til powertvillingerne Jens-Martin Eriksen og han kammersjuk ud i det skriftlige, til at tilmelde sig ’writter’-sektionens funky, frejdige, frivole, farvestrålende univers. Men det vi kom fra var dagbogen. Er der egentlig nogen der har sagt undskyld til Jørgen Leth, hvis ikke vil jeg meget gerne, han blev jo et offer for sin egen pen, og derfor vil jeg gerne sende ham et kæmpe come back – we miss you! herfra, du har jo stukket næsen frem på Vega og også i mit tv, men jeg vil gerne se dig hele tiden, hvilket minder mig om Sport Art, hvor også du var en inspirator for os fodboldspillende gladiatorer i sportens og kunstens tjeneste. Mere om dette senere.
Må gud være med jer derude!