ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 12
Af Morten Friis
Jeg elsker kunsten. Sidder netop nu og læner mig op ad et Claus
Carstensen-værk fra firserne.
Vor store Leder skriver til mig at han er besat af at afsløre mediernes
racistiske tendenser. Jeg har altid være pissetræt af anti-racister. De
har en hellig ild stående ud af røven og bruger blot deres anti-racisme
til at markedsføre dem selv som politisk korrekte che guevara-kloner,
hele denne trang til at afsløre det ene og det andet er i det hele taget en
sygdom som vi har fået ind med guldske af alt fra Danmarks Radios
opbyggende dokumentarprogrammer i halvfjerdserne, henover Ekstra
Bladet og så lige op i røven på Emergency Room. Kunne vi ikke i stedet
afsløre vore egne evner som kunstnere, ved at se på os selv og den
verden der lever inden i os selv når det politiske banker på.
INSHALLAH
Salaam Nikolaj
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
1 comment:
Tak for biddet, Friis.
Det er min oplevelse at inklusion er et modeord indenfor pædagogikken. Det kunne det også blive for kunsten.
Inklusion står for viljen til at kunne favne alle trods forskelligheder og forstå og respektere individuelle behov. Ingen er udelukket fra fællesskabet.
Emergency Room skaber ikke projekter a la relationel æstetetik. Emergency Room er kommunikation, der kræver lydhørhed, som en debat om debatten.
Vor Store Leder er helt sikkert anti-racist. Måske ønsker han at stimulere øvrige Emergency kunstnere til at tænke det samme. Måske ønsker han bare debat og vudering af evnen til inklusion.
Post a Comment