Friis Fast Diary Nr. 10

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Friis Fast Diary Nr. 10
Jeg tænker på jeff koons. Han er funky. Jeff og en gris. Jeff og konen
siger nej til unionen, kunne man næsten fristes til at sige. Jeg ved ikke
om han er respektereret i kunsthistorikerkredse, men jeg holder
usædvanligt meget af ham. Hang en gang ud med ham en times tid,
han havde lige givet det samme foredrag på hhv. Louisiana og
detkongeligedanskekunstakademi. Han så lidt grøn, og sådan lidt
cocainsvedig ud, men var meget sjov, tilstedeværende og livlig, så det
var nok bare mine øjne, der så gennem et væv af egne dårlige vaner.
Han var sjov og vittig og hele tiden med den her businessman-like
approach, koblet med noget drenget, charmerende, den lille frække
fætter der laver pornografi i det museale og med stor fiscal succes, i det
galleri-ale. Han var en motherfucking bestseller, ham Koons. Jeg havde
set hans basketballs, der enten flød i vand fifty fifty eller hang midt i en
glasmontre, uden suspension, jeg havde frydet mig endeløst over, da
alle troede han var færdig, byggede en meget stor hundehvalp, puppy, i
blomster i nærheden af biennalen i kasel eller hvor det nu var, og havde
fået al opmærksomheden, det var de historier jeg havde fået fortalt, jeg
vidste, som alle i rygternes mørke verden, ikke om noget af dette var
sandt, hed hans og Ciccolinas barn virkelig Maximillian, alt flød
dengang koons var stor, men det flød på sådan en gold card slags
måde, der trods excesserne, var meget kontrolleret, det var blærerøven,
det var riskjær, det var victor, turell, det sneede meget dengang, på
visse cafeer har jeg ladet mig fortælle, men jeg tog ikke andet end en
busbillet og så stod jeg foran Koon, det var alligevel dejlige tider,
dengang sindets spændighed tvang dig længere og længere ind til
kernen og dig selv og kernen af koons, som efter min mening var
porcelænsfiguren af michael jacksom med abe.
INSHALLAH
Friis