FriisFastDiary Nr. 21

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 21

Vi boede ovenpå en benzinstation. På et hotel hvor stjerner blev
betragtet som unødig luxus. Det lå i et af den slags kvarterer der er en
blanding af småindustri og boligblokke, en lad stemning ladet af bilos
og daglig trummerum. Der var dog ingen trummerum for Colonel og
Friis. De indtog Barcelona med fanen højt løftet over luftige hoveder. Der
var gang i os, som der ikke har været gang i særlig mange andre, der
var virkelig gang i os. Vi var en permanent happening. Vort liv tog form
som et kunstværk. Så snart vi iført hawai-skjorter og trekking-shorts
steg ud af vor ydmyge bolig, krydsede benzinstationens olieplettede
asfalt, så eksploderede farverne omkring os og et eventyr begyndte. Vi
kunne finde på at spadsere op og ned af Barcelonas hovedstrøg
Ramblaen i timevis på jagt efter en enkelt idé, en enkelt tanke. Vi kunne
ligge på byens strandpark Barcelonetaen og mens jeg tog en skraber,
kravlede Thierry rundt på alle fire og fotograferede børn, der lavede
sandslotte, og disse kvinder, der som kloder sad i sandet, med deres
benmagre små mænd og børn omkring sig som biplaneter i et
storslået spansk familiedrama i så mange akter, selv ikke vi, i vores
mest eksalterede øjeblikke, kunne tælle.
Der lå en sol over sceneriet, der løftede os op i hovedhøjde efter en
strabadserende tommelfingertur fra København. Blød i hele kroppen
blev vi, til tider flød vi, som vandmænd, gennem byens gader og parker,
henover pladser, forbi fontæner, op og ned ad opgange, op og ned ad
byens bjerge, vi flød, til tider helt ud, og holdt op med at eksistere i
momenter, det var en rar og tryg fornemmelse, lige der, midt i
Barcelonas trykkoger.

Nr .20

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE.
FriisFastDiary Nr. 20
Det var et helt specielt venskab. Det var to drenge der legede og levede
deres ideer ud. Vi havde en mobilitet og en livsglæde, der var som den
skulle være. Jeg husker en situation hvor vi spiller skuespil på en plads
i Amsterdam, og pludselig slår det mig hvor fuldstændigt absurd det er
at se os to ligge på brostenene med indiske hatte og pyjamas og
insistere på vores extroverti. Det var tider. Solen skinnede mere
dengang. Vi startede og vi sluttede på samme tid, nye tanker stod i kø i
hjernebarken, det var en fornøjelse. Ikke uden venskabelige kriser, men
selv dem fik vi viklet os ud af på kammeratlig vis. Vi boede en overgang i
en lille hollandsk provinsby der hed Tilburg. I nærheden var der en sø
hvor vi badede, men det lille hus vi boede i havde en lidt fængselsagtig
stemning der gik Thierry på. Han må have følt stor glæde da vi skulle
forlade Tilburg, men inden da vil jeg lige fortælle om gaderne i denne
her by. De er af en violet art betonflise og alle husene er meget små og
der er ikke gardiner i stuerne, så det er som, da jeg i min barndom gik i
akvariebutik på Vesterbro, man kan se ind i hver og en stue, der er
yderst velholdt og pyntelig, men der er ikke nogen inde i dem, de er
allesammen ude i køkkenet eller gården, for hvem gider blive
overbegloet på privaten. Men hænger du et gardin op så tror naboerne
du har noget at skjule, så det er kun en gang imellem at man ser,
eksempelvis en mand i en nussset ærmeløs, med en god ølvom, der
sidder med en Heiniken på armlænet og ser fodbold og skider højt og
flot på om folk kan kigge ind.
Vi forlod Tilburg og jeg forlod en elsker. Sådan er livet og sådan er
kunsten. Efterår. Vinter. Forår. Sommer.
Sunny Side Up!

NR 19 SOMMER SØNDAG/ NATIONEN HOLDER FRI

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE.
FriisFastDiary Nr. 19
SOMMER SØNDAG/ NATIONEN HOLDER FRI
Der er sol i mit vindue, der er cv jørgensen på mit stereoanlæg, der er
tusinder af kunstnere, lige nu, i dette øjeblik, der nyder deres danske
søndag, på bedste vis, nemlig ved ikke at tænke nogetsomhelst. For det
er meget tæt på kunstens tanke ikke at tænke, men at agere. I dag er
der ingen aktion i Nikolaj Kirke, skriver vor store leder, stalinisten,
leninisten, marxisten, anarkisten og humanisten Geoffroy, på en sms
der tikker ind sådan cirka kl. 12:36.
DER ER INTET NYT UNDER SOLEN/ FOR FATTIG OG FOR RIG/
INGENTING AT SKRIVE HJEM OM... synger cv og det er jo netop det der
er tilfældet på sådan en solrig søndag, hvor pigerne tager tøjet af, uden
mine øjnes hjælp.
Der er sol i mit vindue, der er george michael på mit stereoanlæg.
Hvor glæder kunsten mest. Hvem glæder kunsten mest. Jeg har hørt
om en del mennesker der lever under sultegrænsen, og for dem er
kunsten ikke nødvendigvis nødvendig, er den nødvendig i Danmark,
skulle vi ikke bare samle hele bundtet og så brænde dem på et bål på
Rådhuspladsen, disse kunstnere, men så kommer jeg i tanker om et
besøg hos William Skotte Olsen på Christiania for nogle år siden. Det
var i selskab med Michael Jeppesen og vi købte et værk, tæt på hvor
WSO arbejdede og det var en fryd at se ham kreere, joint i flaben, let
foroverbøjet, midt i et slags værested, stod han og fyldte lærred efter
lærred med sit sind, det var meget ofte de samme billedelementer der
indgik, men ikke altid, kunne man se på den fantastiske udstilling af
mange års værker skotte havde på væggene. Vi taler her Pusherstreet,
lige midt i hashsupermarkedet arbejdede skotte utrætteligt, i perioder
med en enorm produktivitet, mens vi andre gik rundt og så på joints og
den slags, og Colonel og mig havde fået indført man kunne købe for
kun 20 kr. og selvom det, havde vi altid en klump vi skyllede ud i toilettet
lørdag aften, for ikke at falde i søndagsrygeren, det var på en måde
sjove tider for vor store Leder og undertegnede, hovederne boblede
over af ideer og vi var konstant på farten.
Vi havde blandt andet en kunstform der hed ‚On entre partout‚ hvor vi på
et givet tidspunkt besluttede at fra nu af skulle vi gå ind alle steder fra
det sted vi nu stod. Så ringede på dørtelefoner og inviterede os selv
indenfor hos mennesker på vores vej. Vi gjorde det i hele Europa og
mødte meget venlighed og megen inspiration. Vi tog også på stop.
Som oftest blev vi taget op af smukke kvinder og eventuelt deres døtre,
når vi stod der i shorts og bar overkrop med et skilt med et bynavn på. Vi
var altid overstadigt lykkelige når vi blev taget op, og vi talte på mange
sprog med mange gode billister, ja vi tog sågar en gang imellem en lur
og blev blot transporteret uden regning ned gennem et Europa, et
Europa, vi var forelskede i fordi det modtog os så formiddabelt.
Ave Maria!
Allah is Great

Nr. 18

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 18
Special: Colonel!
Vor store leder har endnu en gang overgået sig selv. En række
videomontager, med udgangspunkt i DR1‚s nyhedsprogrammer kan
netop nu ses både i dag-til-dag og i retard-afdelingen af Emergency
Room og det er krasse, hårrejsende og knivskarpe kommentarer til
dagens nyhedsdækning og de absurditeter vi præsenteres for, af en
tv-kanal der har taget de omvendte briller på, og aldrig, som i min glade
ungdom, rigtig formår at stå som en folkelig, ja måske enda
socialdemokratisk kanal, den er gået ned og netop nyhedsformidlingen
har lidt meget store tab, er regresseret til propaganda. Det ses i
Colonels værk med klokkeklar og øresønderrivende klarhed og det er et
essentielt og banebrydende værk Stormester Geoffroy er i gang med at
udføre, live and in action!
God eftermiddag Danmark
Vive le soleil

FriisFastDiary Nr. 15 og 17

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE.
FriisFastDiary Nr. 15 og 17
Af Morten Friis
Klaus Riskjær Pedersen var manden, der om nogen blev symbol på
firserboblen, den boble der sprang lang tid inden it-boblen og endnu
længere tid inden den kommende faste ejendomsboble, det var en
boble der eksploderede lige op i hovedet dele af toppen af min
generation og efterlod yuppie-lig liggende blødende i lasten på
pengetransporter, ejet af de banker, der kørte dem bort, mod
selskabstømmerfængsler og almen vanære. Klaus Riskjær var ikke lig
de andre lig, han rejste sig fra graven, trods milliardsvindel i Frankrig og
million-ditto i det danske, formåede han, modsat mange af sine
artsfæller, at rejse sig igen og boble videre, først med Cybercity,
Danmarks nu andenstørste internetudbyder, og siden med Copy Gene,
en dejlig boblende virksomhedsidé, der i al sin enkelhed går ud på at
udtage og lagre stamceller, således at, hvis lægevidenskaben får
hovedet ud af røven, en dag, kan bruges til sygdomsbekæmpelse af
hidtil uset effektivitet. Der er ingen der ved om Copy Gene bliver det nye
Skype, eller endnu en boble der brister, men der er en mand i det her
land der altid tror på sagen, og det er Riskjær. Peter Lind er en stor
kunstner, måske Peter, du skulle gemme et par gener, så vi kan glæde
os over en lind strøm af Lind langt ind i det nye årtusinde.
Alternativt kunne Emergency Room-kunstnerne involvere sig i det
politiske arbejde på Borgen, ved at indskrive sig i Riskjærs nyeste
projekt: Opstillingspartiet.
Træt af pis. Tag på Nikolaj!
God formiddag