FriisFastDiary Nr. 21

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
FriisFastDiary Nr. 21

Vi boede ovenpå en benzinstation. På et hotel hvor stjerner blev
betragtet som unødig luxus. Det lå i et af den slags kvarterer der er en
blanding af småindustri og boligblokke, en lad stemning ladet af bilos
og daglig trummerum. Der var dog ingen trummerum for Colonel og
Friis. De indtog Barcelona med fanen højt løftet over luftige hoveder. Der
var gang i os, som der ikke har været gang i særlig mange andre, der
var virkelig gang i os. Vi var en permanent happening. Vort liv tog form
som et kunstværk. Så snart vi iført hawai-skjorter og trekking-shorts
steg ud af vor ydmyge bolig, krydsede benzinstationens olieplettede
asfalt, så eksploderede farverne omkring os og et eventyr begyndte. Vi
kunne finde på at spadsere op og ned af Barcelonas hovedstrøg
Ramblaen i timevis på jagt efter en enkelt idé, en enkelt tanke. Vi kunne
ligge på byens strandpark Barcelonetaen og mens jeg tog en skraber,
kravlede Thierry rundt på alle fire og fotograferede børn, der lavede
sandslotte, og disse kvinder, der som kloder sad i sandet, med deres
benmagre små mænd og børn omkring sig som biplaneter i et
storslået spansk familiedrama i så mange akter, selv ikke vi, i vores
mest eksalterede øjeblikke, kunne tælle.
Der lå en sol over sceneriet, der løftede os op i hovedhøjde efter en
strabadserende tommelfingertur fra København. Blød i hele kroppen
blev vi, til tider flød vi, som vandmænd, gennem byens gader og parker,
henover pladser, forbi fontæner, op og ned ad opgange, op og ned ad
byens bjerge, vi flød, til tider helt ud, og holdt op med at eksistere i
momenter, det var en rar og tryg fornemmelse, lige der, midt i
Barcelonas trykkoger.