ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog nr. 3
Af Morten Friis
Med tre Slutty Mary’s fra neo-nørrebrotrendy Oak Room og to forholdsvis flade store fadøl fra nyinstandsatte Stereo Bar i leveren og 7 kopper kaffe og 6 Marlboro 100 i henholdsvis mavesæk og stenlunge møder jeg familiemanden og pseudokommunisten Thierry Geoffroy foran Blegdamsvejens Arresthus. Vi har støvet søndagscyklerne af og under en tonstung dansk gråvejrshimmel sætter vi kurs mod kunstnerkollektivet 1. th, eller venstre, eller måske midtfor, i alle tilfælde beliggende i Københavns kreative højborg, et autonomt stenkast fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Der er et herrens rod i de antikke lokaler, det flyder ud over gulv, borde, stole, vægge med ’kunst’, ofte i kollageform, en gruppe på otte-ni krøllet udseende søvndrukne twenty-, thirty-somethings, er placeret rundt om et bord med Pilsner Urquell, Tuborg på dåse, Nescafé, skummetmælk, røde Kings og flere kunstnerisk udfald, de fleste er allerede, på denne højhellige søndag, den 19. februar 2006, i gang med at klippe gamle kunstkataloger, modeblade og lignende fra hinanden, en rødskægget mand tegner med tusch, der er en stemning af søndagshygge og kreativitet og rummet samler sig omkring os som en al-artistisk livmoder i trygge rammer, her på kanten af Kongens Nytorv.
Kunstner Nr. 9 signerer efter let, men bestemt pres fra vores store Leder, Nr. 10 er en yderst smilende og dejlig kvinde, der udover at være kunstner også er mor og livmodertemaet emmer ud af hendes sortklædte krop, hendes bomuldstrøje modsiger dog lidt al denne familaritet, et dødningehovede i hvidt pryder nemlig hendes bryst og man kunne fristes til at tro hun abonnerede på de autonomes helt eget urbane livstilsmagasin.
Drengene er tydeligvis glade for det kvindelige selskab, det er som om temperaturen i Emergency Room stiger betragteligt når skæringspunktet mellem forhørslederne og de forhørte får en erotisk klang.
”Jeg mener at al kunst er politisk, på et eller andet plan, men politisk kunst er ikke interessant, fordi det altid bliver en venstreorienteret ting og hvis du udtrykker højreorienterede meninger, bliver, du, af andre kunstnere, stemplet som fascist”, udbryder kunstner Nr. 11, der insisterer på at tale dansk under interviewet. Overtegnede fryder sig enormt over dette nationalistiske standpunkt, har altid ment at stolthed over det nationale er et centralt brændstof for positiv tænkning, et liv fuldt af nationalt mindreværd har været min generations hæmsko og bagdel, Leve Danmark!
Tilbage på angelsaksisk med Nr. 12: “I try to explore the entropy of art” udtaler Nr. 13, det er ved at blive en anelse for højpandet for revolverjournalisten fra Vesterbro, fyldt med bryggerhelstelort og drengestreger, jeg får pludselig en ubændig trang til en overklasseoplevelse a la brunch på Café Europa med Mads Nørgaard og nogle velklædte, velduftende Hellerupfruer, et lille glas youghurt med friske solbær, verdensmesterskabskabsvindende barista-kaffe, sejt hvidt bondebrød, Gouda-ost fra træskolandet, ja, fast føde for revolutionens fortrop ville være passende midt i al denne lugt af maling og kunstnerdrømme.
Kunstner Nr. 14 har jeg mødt før. Et højst besynderligt single anti-vanlentines-day bog-udgivelses risotto og rødvins-arrangement ugen før på restaurant Kong Christian var rammen, på væggen hang, blandt litografier af Michael Kvium og andre firser-ikoner, et værk af kunstner Nr. 14 hvor han opremsede hahish’s skadelige virkninger rundt om et nøgenselvportræt. “Yes, I drink an extra beer” indrømmer kunstner fjorten, det er dog ikke på grund af nyhedsstrømmens negative indvirkning, nærmere det ur-danske sociale koncept, hvor øl og socialt samvær er uløseligt forbundet, plus tømmermændenes psykedeliske og bevidsthedsudvidende effekt. Der bliver skrevet under, og jeg er rimelig træt af pis, jeg vil have søndagsfisse og kærlighed og aldrig, aldrig mere nærme mig kunstverdenens klaustrofobiske, intrigante, pseudointellektuelle vacuum. Jeg vil leve livet, blandt arbejderklassens glade svende, blandt bourgeoisiets frejdige aristokrater, blandt det folk jeg elsker. Der er dog stadig kunstner Nr. 15 tilbage inden fyraften, han har piercinger i øret, selvmutilering er ejheller fremmed for den moderne kunstner, tænker jeg, medens jeg erfarer at Kultfiguren Geoffroys totale mangel på opmærksomhed på detaljer og fuldstændige mangel på præcision som sædvanlig præger vores store Leder, Emergency Room’s hollandske kurator forklarer mig heldigvis afsluttende af vi er på besøg hos kunstnergruppen Selvsving og ikke 1 th som oprindeligt påstået. Jeg trygler om frisk luft og frihed, mit ønske bliver honoreret, jeg har lært, at en bøn altid er starten på et bedre liv. Jeg tror på Gud i dag
2 comments:
ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 4
Af Morten Friis
Mit misbrug af speciallæger har den seneste tid nåede nye højder, og efter et som vanligt yderst smertefuldt besøg hos kiropraktoren, varmes de tohjulede op på Carl Johans Gade hvor kurator Franzen med vanlig venlighed har indvilliget i at transportere vores store Leder i en Christiania-cykel, som om han ikke havde børn nok i forvejen, og med Geoffroys nyklippede hårtop stikkende op af trækassen, bliver kursen sat mod tristessens absolutte point zero: Nordhavnen. På kanten af virkeligheden, i skyggen af højbanen, med havnens lugt at døde fisk og havnearbejdersved bor en kunstner, Nr. 16 faktisk, som overtegnede altid har været en meget stor beundrer af, en mand der har prøvet mere end lidt af hvert, en mand der i den internationale kunstverden har gjort en rustik og råkold samfundskritik til sit ‘trade mark’, undskyld udtrykkets kapitallogiske karakter, for der er ingen kapitalisme at spore i nedtrykte Nordhavns barske habitat, men bag murene gemmer sig som sagt en mand, der har indrettet sig i dette Københavnske klassiske inferno, med nøgne pærer, jordbærprydede voksduge og en generel følelse af ‘hygge’, som den kun fåes i det danske, selv her i hovedstadens limbo.
Lidt sure opstød fra morgenens Cirkel Guld-kaffe-diæt sniger sig op igennem den muskel der adskiller mavesækken fra spiserøret, så mens den klassiske sydeuropæsike kaffemaskine syder på de to elblus, som kunstner nr. 16 har spændt fast på et tilsyneladende defunkt gaskomfur, sender jeg en venlig tanke til Klaus Tønnesen, som jeg i dette forum egentlig gerne vil lave en lille reklame for, da jeg kunne forestille mig at mange kunstnere, med deres diæt af opløsningsmidler og Nescafe kunne bruge netop denne hjælp, som før fortalt er han kirurg med speciale i mave- og tarmsygdomme, han bor i Rømersgade og hvis man ringer til revolverjournalisten fra Vesterbro, som jo, som nogle måske har opdaget, svarer til overtegnede, på 2744 6617 så vil jeg gerne formidle kontakten, og nu reklametrommerne for alfor lyder, så har speciallægeforbrug og medicinmisbrug fuldstændigt ødelagt min økonomi, så skulle nogen mangle en skriversvend, så er jeg så absolut manden, prisen både overkommelig og tilforladelig.
Ganske sikker på at vor store Leder vil tortere mig, så Abu Graib kommer til at ligne en børnehaveudflugt, for dette promenade ud af markedsføringens vildspor, vender jeg straks tilbage til kunstner Nr. 16, som fortæller om sin fascination af ‘det frie ord’, men også udtrykker et behov for at kommunikere med større menneskemasser, end den håndfuld mennesker der, ved en celestial fejltagelse, kommer fordi Nikolaj Udstillingsbygning, hvor Emergency Room’s første ‘masseudstilling’, som jeg har valgt at kalde det, i god maoistisk, barfodsrevolutionær tradition og praksis. Diskussionen ridser endnu en skæringspunkt mellem Emergency Room’s kombattanter op, vor store Leder nærer en bundsolid paranoia, når det gælder danske og internationale tv-stationer og Kunstner nr. 14 gør ganske rigtigt indsigelse mod diverse kunstkanalers ekstremt søvndyssende programflade. “If I see something on the news, I jump i my sofa, in a degree where the neighbors are complaining” råber stormester Colonel, så den sociale harme dirrer mellem de halvfærdige, tapetløse køkkenvægge. “But still we need a lot of money” indrømmer kunstkender Franzen, drømmene om øjeblikkelig berømmelse når nye højder, en gigantisk videoskærm på ydersiden af den nu pensionerede kirkebygning, mit religiøse gen vibrerer nu nervøst... Er jeg blevet en del af en neorevolutionær bevægelse, der som sovjettiske elitesoldater, brænder kirker, håner Vorherre, afbilleder Muhammed... Implikationerne er skræmmende, men med min nuværende helbredstilstand, er der måske ikke så meget forgjort i at lade sig blæse i luften i et artistisk selvmordsangreb, lige midt i en af Europas sidste krigsførende nationer: ANGREBSKRIG! ANGREBSKRIG! ANGREBSKRIG!
“I have actually been a politician on the very left wing side, I was very good at it, making national news etc, but I got really really bored, repeating the same thoughts again and again, I was questioning everything far to much, so I quit the political world, to become an artist. But still today, I spend a lot of my energy, time and emotions on the news, In such a degree, that I actually try not to see too many news...” Det anede mig vi havde at gøre med en realpolitisk sværvægter her, “I am very interested in how we organize our social co-existence” fortæller Nr. 15 og måske rammer han her et kernepunkt i Emergency Rooms fortvivlede og håbløse forsøg på at ændre et samfund på vej på en humanistisk deroute af abnorme dimentioner, vores drøm er måske blot at ‘være sammen’, som vores hippiepædagoger fra institutionstiden udtrykte det, en blød, venlig, al-human drøm om at elske hinanden, det er som om Jesus svæver over voksdugen, herude hvor sjælen har forladt byen og byen løbet ud i havneudløbet som er løbet videre op i de svenske skove, hvor i det mindste elgene har det nogenlunde.
Stormogul Colonel mener at den fuldstændig mangel på demokratisk sindelag, kritisk presse og almindelig folkelig oprørstrang, som kunstner Nr. 15 igen og igen kritiserer og forarges over stammer fra vor opvækst i børnehaven, det faktum at vi har indlært at ‘det kommer nok’, at vores velfærdssamfund er en evig og ubrydelig enhed, og slutteligt sukker kunstner nr. 15 og bliver pludselig i tvivl om hele sin nationale identitiet måske er baseret på intet andet end en generel og oprindelig primitivitet og en moralistisk og småttænkende tendens i den danske folkesjæl.
“When the light is red they stop, if it is green they go, they follow the signals” proklamerer den tydeligvis danskfjendtlige franske konceptkunstner fra den franske provins- og militærby Nancy, et sted der, så hvidt jeg har erfaret, er et godt sted at flygte fra.
Så nu vil jeg flygte, flygte fra kunsten, efter Endnu en Dag i Kunstens Tjeneste, mens de lokale kunstnere taler videre om et kulturelt underudviklet samfund som det danske, en bondekultur, der er ikke det der ikke er i vejen med mit elskede fædreland på denne dødeligt triste mandag, den 20. februar i året to tusinde og seks.
Amateur Privat Girls
private amateure
Sexcams
Post a Comment