DAY 1

ENDNU EN DAG I KUNSTENS TJENESTE
Emergency Room Dagbog Nr. 1
Af Morten Friis

Det er altid et privilegium at møde en stor kunstner, og endnu mere, når det er på sted hvor vedkommende skaber sin store kunst, eller endnu bedre, der hvor vedkommende tilbringer den tid hvor vedkommende er ganske privat...
Med dette in mente steg jeg, tirsdag den 14. februar, i det hersens år 2006, med tre kopper kaffe af mærket Cirkel Guld i maven, seks cigaretter af mærket Marlboro 100 i lungerne, og absolut ingen fast føde i systemet, ind i en taxa fra Taxa Motor, med destination Carl Johans Gade i et af Københavns finere nabolag, for at besøge konceptkunstneren og fritidsrevolutionsromantikeren Thierry Geoffroy og hans nyudnævnte væbner, den hollandsfødte kunstner og kurator Frank Frantzen, i forbindelse med starten på endnu et kapitel i sagaen om udstillingsstrategien Emergency Room, resultatet af 20 års stædigt, intenst og målrettet arbejde udført af Monsieur Geoffroy, i samarbejde med et omskifteligt hold af assorterede associerede.

Planen for lige denne specifikke dag var lige så genial, som den var enkel. De tre artistiske musketerer havde givet sig selv den opgave at opspore fem styks kunstnere af let- til mellemvægtsklassen og overtale dem til at udvide deres kunstneriske praksis til at indbefatte hård, ubarmhjertig, politisk kunst, med en fuldfed streg under det politiske.

Nr. 1 boede i en Frederiksberglejlighed fuld af solskin, harmoni og racekatte, og indvilligede efter en længere samtale i at konverterere og subskribere på Emergency Room og dets revolutionære praksis.
Nr. 2 boede i en betydeligt mindre, men ganske hyggelig Christianshavnerlejlighed, og også han indvilligede i at lade revolutionen skylle hans kunstpraksis mod nye politiske kyster. Ligesom nr. 1 blev han, for en sikkerheds skyld, videofilmet under hele besøget, og underskrev da også et dokument, der trods et væld af stavefejl og besynderlige formuleringer, gjorde det klart, at han, og kun han, var ansvarlig for sine handlinger og sine værker, når de blev skabt og udstillet i Emergency Room’s spritnye politiske verdensbillede.
I en formfuldendt futuristisk og vældig høj bygning nær Rådhuspladsen, lige ud af Fritz Langs Metropolis, og tydeligvis en storkapitalistisk markedsføringsfabrik at den ondeste slags, mødte vi Nr. 3. Efter en fyldig frokost i reklamekoncernens store, venlige kantine, hvor suppen dog var en del for salt, skrev også han under på kontrakten og vi var klar til nr. 4, som nok var den mest celebre af vores nye proselytter, og måske derfor havde aflyst. Så vi bevægede os upåvirkede over dette lille kontrarevolutionære bump i vejen videre til nr. 5. Tilbage på Frederiksberg, endnu en gang med masser af dejlige kvadratmeter, denne gang med have, og rigeligt af den indhentede vi den sidste underskrift, og med den i hus, sagde vi meget pænt farvel, efter Endnu en Dag i Kunstens Tjeneste.